Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks 4-3 (0-1,3-0,0-2)(1-0)
Akkurat som i aftes var der en elektrisk stemning til nytårsbrag del to, og der kan ikke herske tvivl om, efter den her weekend, at de fedeste lokalopgør spilles i Nordjylland. I aften skulle der overtid til, da White Hawks leverede et stort comeback i tredje periode. Bagud 3-1 inden de sidste tyve minutter, gjorde fanden ved holdet, og man leverede endnu en stor præstation. Dog var det hjemmeholdet der scorede i overtiden, men man kan trods alt være tilfredse med et point, som også, set over 60 minutter, var fortjent at tage med hjem i bussen.
White Hawks fik en drømmestart på kampen, da Gorm Topholt i første skift, efter 32 sekunder, fik sendt pucken ind bag George Sørensen. Topholt var kølig i afslutningen, og så var der stor jubel blandt de mange White Hawks supportere, der leverede en god stemning kampen igennem.
De burde have fået mere at juble over i første periode, for der var flere hele og halve chancer til høgene. Christopher Frederiksen havde nok den største, men alene mod George Sørensen, blev Aalborg keeperen den store. Mikkel Skov havde også et par gode forsøg, og Jesper Thörnberg var lige ved og næsten.
Nu lyder det nærmest som om Aalborg intet havde, men det er ikke sandheden. Galansky havde igen flere store redninger, og Björkstrand, Carstensen og Craighead, var tæt på mod tjekken.
Han var dog chanceløs i anden periode, da Aalborg tog mere og mere over. White Hawks havde ikke det fornødne overskud til at komme fremad isen, og piraterne gav deres hjemmepublikum noget at juble over. Eric Gotz stødte med frem, og med de finurlige og hurtige pasninger som aalborgenserne er kendte for, lykkedes det at udligne.
Høgenes disciplin var heller ikke for god i midterperioden, hvor man tog hele fire udvisninger. En af dem kostede 2-1 scoringen, da Jacob Møller sad til afkøling. Her kunne Craighead levere sin første scoring i aften. Og det blev ikke den sidste, for med godt to minutter tilbage af perioden, var han på spil igen, og så kunne han tysse på White Hawks fansene.
Bestemt ikke den bedste periode for White Hawks, der tilmed også måtte se Christopher Frederiksen få en udvisning i samme sekund som pausehornet lød.
Den overlevede holdkammeraterne i begyndelsen af tredje periode, og derfra var det ét stort raid fremad for at få point med hjem fra lokalrivalernes hule.
Det lykkedes. På eminent fight, White Hawks Classic, gjorde man nemlig det ingen havde spået inden de sidste tyve minutter. Først var det Thomas Spelling der smed skiven ind bag en chanceløs George Sørensen, og med godt halvandet minut igen, var det Lunsjö der fulgte godt med op, og slog en løs puck i nettet til udligning. Den kom i spil 6 mod 5, da Galansky havde forladt buret sekunder tidligere.
Overtid i Sparekassen Danmark Isarena, og her var Aalborg skarpest, da Troy Lajeunesse fandt et hul, og da han modtog pucken, var han sikkerheden selv.
Godkendt første og tredje periode, og fortjent point at tage med hjem til Frederikshavn. Nu er der en kort nytårsferie, inden der igen spilles om masser af Metal Liga point i 2025.
Godt nytår.
Punktum!