Frederikshavn White Hawks fortsatte fredag aften den stærke sæsonstart, da Herlev Eagles blev besejret 2-1 foran hele 1.910 tilskuere i Nordjyske Bank Arena.

Der var fra første puckdrop en fremragende kulisse i arenaen, og hjemmeholdet gav publikum noget at juble over allerede efter godt fem minutter. Oskar Drugge fandt Aleksi Halme, der med baghånden sendte pucken i nettet til 1-0.

Herlev bed godt fra sig og skabte flere muligheder, men Adam Vay stod stærkt mellem stængerne. White Hawks gik derfor til første pause med en 1-0-føring.

I anden periode blev føringen fordoblet. Leo Ring erobrede pucken og sendte den mellem benene på Herlev-keeperen til 2-0. Gæsterne pressede efterfølgende på, men Vay fortsatte det stærke spil og var en væsentlig årsag til, at tomålsføringen holdt perioden ud.

Herlev fik reduceret til 2-1 godt syv minutter inde i tredje periode, og dermed ventede en intens afslutning. Gæsterne pressede på for udligningen, mens de 1.910 tilskuere gjorde deres for at hjælpe White Hawks det sidste stykke mod sejren.

Det lykkedes. White Hawks holdt stand og kunne efter 60 minutter fejre den syvende sejr i træk.

Adam Vay blev efter kampen kåret til White Hawks' Man of the Match, og den ungarske keeper måtte efterfølgende kaldes frem endnu en gang, da publikum ikke var færdige med at hylde holdet.

En fantastisk afslutning på en fredag aften med 1.910 tilskuere og en stærk kulisse i Nordjyske Bank Arena.


Sejrsstimen stoppede i Herning OPTAKT: FREDAGSBRAG MOD HERLEV – KAN VI SAMLE 2.000 TILSKUERE?