Vi sætter fokus på kvartfinalen mod Esbjerg, og har snakket med White Hawks forwarden Gorm Topholt, og Esbjerg keeperen Thomas Lillie.

Fredag går det løs, med det hele ishockey Danmark har ventet på hele sæsonen. Det er slutspil, og i aftes blev det endelig afgjort, hvordan konstellationerne i de fire serier blev.

For White Hawks vedkommende bliver det som bekendt til en tur til det vestjyske, hvor årets pokalfinalister fra Esbjerg Energy står på den anden side.

Siden i aftes, har der fra flere eksperters side været gætterier på, hvordan de fire serier løber af stablen. Her på sitet har vi taget fat i to af aktørerne på isen, for det er trods alt dem der skal ind og levere varen fra på fredag.

-Det bliver tæt, udtaler White Hawks krigeren Gorm Topholt.

-Vi tror på os selv, udtaler Esbjerg keeper Thomas Lillie.

Begge får lov at uddybe lige om lidt, men der er god stemning i begge lejre, melder de om.

Fredag står første akt af muligvis syv mellem de to hold, og skal man tro eksperterne, så bliver det tæt hele vejen rundt. Senest mødtes de to mandskaber i Frederikshavn i søndags, hvor høgene trak det længste strå med en 4-2 sejr, i en aldeles fremragende ishockeykamp. Viser de to hold den kvalitet, så venter der nogle interessante kampe for supporterne bag skærmen.

Men hvordan skal det hele så gribes an?

-Vi skal, uden jeg skal røbe for meget, have set en masse videomateriale igennem de næste dage. Men ellers skal vi ud og spille vores eget spil, lyder det fra den tidligere høge-keeper Lillie, der inden denne sæson drog til det vestjyske fra Rungsted.

Hans bud på seriens endelig resultat.

-Vi vil naturligvis gerne vinde serien 4-0, men jeg bliver bestemt ikke overrasket, hvis den trækker længere ud. Det bliver en serie, hvor man kan komme ind og påvirke modstanderen over syv kampe, så det forventer jeg også det bliver her. Men som sagt, vi tror på os selv, slutter den sympatiske Esbjerg keeper.

I White Hawks lejren er Gorm Topholt ikke overraskende uenig med sin tidligere holdkammerat. Fighteren, der er i gang med sin bedste sæson nogensinde, glæder sig til det forestående slutspil.

-Det hold der har viljen og marginalerne, kommer videre til semifinalen. Vi har spillet gode kampe mod Esbjerg de seneste gange vi har mødt dem, så vi skal fortsætte de takter. Esbjerg er et giftigt hold som laver mange mål, så vi skal have lukket dem af, og stå godt i defensiven.

Topholt har også et bud på seriens resultat.

-Vi vinder over syv kampe, men om det bliver 4-1, 4-2, eller 4-3 er lige meget. Bare vi går videre, lyder det med et smil på læben fra vores herlige nummer 24.

Fredag klokken 16:50 smides den første puck i Granly Hockey Arena, og vi er naturligvis på plads, og giver Jer alle detaljer fra opgøret.

Vores gode skribent, Jesper Larsen, kommer i øvrigt med en udvidet kvartfinaleoptakt i morgen, så der er mere i vente, inden det hele bliver sat i gang.

 


PO-Historik: Historien taler for syv kampe mellem Esbjerg og Frederikshavn Video: Nikolaj Krag Christensen & Henrik Andersen