Tredje sejr i træk, og Fredrik Johanssons tropper er inde i en stime af sejre for tiden. Det der så sort ud for en uge siden, er resultatmæssigt blevet vendt til positive vibrationer. Aftenens sejr i Rødovre var fuldt fortjent, hvor høgene dominerede fra start til slut.

Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks 0-4 (0-1, 0-2, 0-1)

Frederikshavn White Hawks havde ikke samme tekniske udfordringer som Metalligaen.tv her til aften, da man leverede en fremragende udekamp, og vandt fuldt fortjent i Holger Danske Arena. Bundopgøret mod Rødovre var af ganske stor betydning, og vendelboerne leverede en koncentreret og disciplineret indsats, som kastede tre dejlige point af sig.

Jesper Thörnberg har været savnet, for hans betydning for holdet er ekstrem stor. Det så vi i tirsdagens kamp mod Esbjerg, hvor han blev matchvinder, og han fortsatte hvor han slap i aftenens opgør. Han bragte høgene i front i første periode, da han efter en fin pasning fra Spelling, styrede pucken ind bag William Rørth i Rødovre kassen.

Der var masser af chancer til White Hawks i aftenens udekamp, hvor også stolpen flere gange stod i vejen. Det var helt igennem ganske godt det der blev leveret, og i den anden ende havde Galansky bestemt sig for at holde butikken lukket. Tjekken stod igen aldeles fremragende, og ligner en keeper i storform for tiden.

I anden periode kunne Jesper Thörnberg fordoble sin målhøst i aften, da han firstimede en pasning fra Christopher Frederiksen i kassen. Fornem scoring af svenskeren, som så ud til at punktere Rødovre lidt. De tog en 2x2 minutters udvisning kort efter, men trods gode momenter, lykkedes det ikke gæsterne at score.

Det gjorde det dog ikke længe efter hjemmeholdet blev fuldtallige, da Todd Winder smukt fandt Alexander Lunsjö, og endnu et svensker-mål for høgene, da senest ankomne White Hawks spiller sendte pucken ind i netmaskerne. Til stor jubel for de 25 White Hawks Copenhagen supportere, der leverede en fornem stemning på tribunen.

De kunne se White Hawks have fuld kontrol over begivenhederne i tredje periode, hvor Galansky var sikker de gange han blev testet, og ellers var der ro på spillet. Olaf Eller med en tidlig satsning, hvor Rørth kom ud af målet med fire minutter igen. Her kunne Mikkel Bertelsen gøre det til slutresultatet 4-0, med scoring i tomt bur.

Herlig sejr til White Hawks, der altså tager tredje sejr på stribe i Metal Ligaen. Nu er der lagt op til et gigantisk brag om en uge, når Aalborg Pirates gæster Nordjyske Bank Arena.

 


PRESSEMEDDELELSE: Offensiv svensk forstærkning til White Hawks OPTAKT: Jaeden Martin - Vi skal tage fat i kampen fra start