Det går egentlig meget godt for Frederikshan White Hawks i øjeblikket. Tre sejre på stribe har stivet selvtilliden af, og høgene kan kigge mere opad i tabellen end nedad. White Hawks indtager Metal Ligaens fjerdeplads med 71.5 point. Det er to færre end Sønderjyske på tredjepladsen, tre færre end Aalborg på andenpladsen og otte færre end Herning Blue Fox, der aktuelt er duks i ligaen. Alle har dog ikke spillet lige mange kampe, og afstanden til Herning kan eksempelvis formindskes til seks point, idet Jari Pasanens tropper har en kamp i hånden i forhold til Blue Fox.

Derfor er søndagens opgør mod Esbjerg Energy ret vigtig. Positionskampen om de fire øverste pladser er gået ind i den afgørende fase, inden regnskabet skal gøres op og kvartfinalekonstellationerne skal findes. Set udefra – som stillingen er lige nu – virker det mest attraktivt at blive et eller to. I modsat fald løber man nemlig ind i en kvartfinale mod enten Esbjerg eller Rungsted, og det er to hold, der på det seneste har været i gang med at finde sig selv og er lykkedes med det.

Netop Esbjerg Energy er modstanderen for Frederikshavn White Hawks søndag eftermiddag. Energy har to friske sejre med til opgøret. Energy har hele sæsonen haft et ret producerende angreb, men man har haft svært ved at lukke af bagude. Det synes der efterhånden at være kommet styr på, og derfor er der ingen tvivl om, at White Hawks får sin sag for. Heldigvis er der også hos frederikshavnerne fremgang at spore. Aleksandr Bumagin bygger eksempelvis videre på sin form, og i angrebet i almindelighed – som har voldt visse problemer i løbet af sæsonen – har man igen fundet melodien og de gode målfarlige attituder. 14 kasser i de seneste tre kampe sætter en fed streg under den påstand.

Om trenden fortsætter, ved du mere om søndag eftermiddag. Du kan se hele kampen på TV2 Play, og du får et fyldigt referat her på sitet efter kampen.

Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks spilles søndag klokken 15.00


Stort nederlag i Esbjerg Information ang. ’’FrederikshavnKalenderen’’ og ’’ROCK i Frederikshavn’’