I flere sekvenser var White Hawks udspillet i aften, men vanvittige sidste tre minutter gav uafgjort. Efterfølgende måtte man overgive sig i straffeslag, men et comeback og et point man kan tage med sig videre

Frederikshavn White Hawks – Aalborg Pirates 4-5 (0-2,1-2,3-0) (0-0) (0-1)

Et vanvidscomeback af Frederikshavn gav dem et point, i en kamp, hvor Pirates dominerede i 57 minutter, og ofte henviste hjemmeholdet til statister. Der var drama for alle pengene mod slutningen, og Pirates må trods sejren, se det som et tabt point, alt i mens hjemmeholdet fik brudt den manglende pointstime.

Gæsterne tog teten fra kampens begyndelse, hvor de lagde et hidsigt tempo, som Frederikshavn overhovedet ikke var gearet til. Pirates var over det hele, og Thomas Lillie havde absolut intet at lave i buret.

Det var rødt over det hele, og selv på tilskuerpladserne var det kun udeholdets fans man kunne høre. Det forstod man, for de blev godt underholdt, de 300 fans der havde taget turen det sidste stykke op af Danmarks nordligste motorvej.

Powerplay gange to blev opskriften på scoringerne fra Aalborg Pirates i første periode. Først var det Sebastian Brinkman der sad ude for høgene, da Thomas Spelling sendte pucken ind i det korte hjørne. Herefter var det Daniel Madsen der måtte gå den tunge gang, men han kom på is blot 17 sekunder senere. Her havde Julian Jakobsen udnyttet, at hjemmeholdet blev spillet tyndt, efter kvikt og hurtigt powerplay fra piraterne.

Der kunne sagtens være scoret flere mål til de røde, i en første periode, hvor det til tider lignede en træningsøvelse de havde gang i. De gjorde som det passede dem, og White Hawks havde nok at gøre med at følge med og forsvare.

Hvis White Hawks havde det mindste håb om at komme tilbage i opgøret, så punkterede Pirates det fuldstændig på små fire minutter i anden periode. Først med en flot kasse af Julian Jakobsen, hvor han kom fri og smed skiven op i målhjørnet, og ikke længe efter gjorde Trevor Gooch det til 4-0, da han resolut afsluttede, og Galanskys udsyn var spærret.

Det fik de første tilskuere til at forlade hallen. Håndbold VM kampen Danmark-Tunesien trak mere, hvilket man godt kunne forstå. Intet, absolut intet fungerede for hjemmeholdet, der end ikke forsøgte sig med at få mere fysik ind i kampen. Det var opgivende attituder hos de fleste af spillerne, og man forstod ikke, at det blot var 20 dage siden vendelboerne rent faktisk fortjent vandt over lokalrivalerne i Sparekassen Danmark Isarena, i det ene af de to nytårsopgør mellem de to hold.

Aleksi Halme pyntede på resultatet mod slutningen af anden periode, da hjemmeholdet var i powerplay. Aalborg fik faktisk en afventende udvisning også, så da Galansky kørte ud til fordel for en ekstra markspiller, sendte finnen skiven ind bag Lillie.

De fik yderligere chancen i powerplay, men her førte det ikke noget med sig, og Pirates kunne skøjte til pause med en føring på 4-1 i Nordjyske Bank Arena.

Tredje periode blev indledt med en gigantisk chance til Santeri Sustio. Finnen blev spillet fuldstændig fri og havde blank mål, men han sendte pucken over mål.

Det var ikke en begivenhedsrig tredje periode vi blev budt de første 17 minutter. Hjemmeholdet kunne ikke, og gæsterne skulle bare fra Frederikshavn uden at bruge for mange kræfter, og slippe for skader.

Hos hjemmeholdet, der manglede Jesper Jensen, Radek Cip og Jonas Jakobsen, bænkede coach Pelle Hånberg den forholdsvis nye back, Denys Rubanik i tredje periode.

Med godt tre minutter igen blev der tændt et håb i hjemmeholdet. Thomas Søndergaard fik reduceret til 2-4. Og det håb fik yderligere næring, da Trkulja fik en friløber. Han reducerede yderligere med 2:48 igen på måltavlen, og så var der for første gang liv i hjemmeholdets fans bag målet.

Og det vilde comeback blev endeligt, da der blev udlignet i samme øjeblik som slutsignalet løs. 0.04 sekund var der igen, da Thomas Lillie blev overlistet til 4-4. Galansky var ude af buret, og Bumagin blev noteret scoringen.

Fuldstændige vanvittige scener i Nordjyske Bank Arena. Fra at være fuldstændig udspillet, og så langt væk fra point som overhovedet muligt, så var der pludselig tirsdagsstemning, og fadøllet begyndte igen at smage godt hos hjemmeholdets fans.

En overtid med mest puckbesiddelse til Frederikshavn, men den største chance til Matt Salhany. Men vi fik ingen scoringer, og den vanvittige kamp skulle afgøres i straffeslag.

Her blev Julian Jakobsen matchvinder, og sendte de to point til Aalborg. Men mon ikke Frederikshavn er godt tilfredse, efter at have været bagud 4-0, og 4-1 med godt tre minutter igen af kampen.

 

 

 

 

 

 

 


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Frederikshavn-Aalborg Matchmagasinet Pucken om dagens kamp mellem Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates