Frederikshavn White Hawks står foran en vigtig weekend, når turen går til Sjælland, hvor der venter to spændende opgør i Metal Ligaen.
Fredag klokken 19:00 gælder det Herlev Eagles, inden vi søndag klokken 14:00 møder Rødovre Mighty Bulls.
Der er vigtige point på spil i begge opgør, hvor kampen om en plads i Final4 for alvor spidser til. Hvert eneste point tæller, og gutterne skal derfor levere to stærke præstationer for at tage så mange point som muligt med hjem til Frederikshavn.
Vi har allerede besejret både Herlev og Rødovre på hjemmebane i denne sæson, og nu gælder det om at gentage succesen på udebane.
Vi håber naturligvis på god opbakning fra vores fans i udebaneafsnittene til begge kampe. Vi oplever altid stor support, når vi spiller på Sjælland, og vi håber, at denne weekend ikke bliver nogen undtagelse.
Fredag aften er der gratis entré til kampen i Herlev, så der er rig mulighed for at komme i hallen og støtte gutterne.