Når man ikke har vundet i 12 kampe, så er en enkelt sejr næsten en stime. Fredag aften skal Frederikshavn White Hawks bygge videre på den gode oplevelse, når man møder Rødovre Mighty Bulls.

Der var mange ting at sige om Frederikshavn White Hawks´ første sejr i Metal Ligaen, som kom i tirsdags mod Esbjerg Energy. Men af alle ord er lettelse måske det mest rammende. Endelig kom den sejr, som vi alle vidste måtte indfinde sig på et tidspunkt. Men en enlig svale gør ingen sommer, og nu er det tid til at fortsætte i vindersporet.

Fredag aften venter et rigtigt bundgys. White Hawks møder Rødovre, og man må formode, at det bliver netop disse to hold, der kommer til at afgøre den absolut sidste slutspilsplads imellem sig. I den forstand passede det frederikshavnsk ishockey temmelig dårligt, at Rødovre aftenen inden høgenes første sejr leverede et skoleeksempel på, hvorfor man aldrig skal give op. SønderjyskE var i Rødovre, og det lignede indledningsvist en halv walk over for de blå fra Vojens, da man kort inde i den første periode bragte sig på 3-0. Men så tog coach Olaf Eller en betimelig timeout, fik rusket op i sine spillere, og inden perioden var færdig, havde man reduceret to gange. Siden vandt man anden periode med 2-0 og var altså foran inden de sidste 20 minutter. Her scorede begge hold to gange, og Rødovre trak sig ud af en vild kamp med alle 3 point. Flot fight af et Rødovre-hold, der har taget overskrifter i danske medier i den sidste tid, fordi økonomien er i problemer, men en ørefigen til White Hawks-ambitionerne om at rykke forbi Mighty Bulls.

Og lige præcis derfor er kampen fredag aften så vigtig. Med et nederlag er White Hawks igen 10 point efter Rødovre, og så tordner skyerne op i horisonten. Med en sejr derimod reduceres forspringet til kun 4 point, og så er snakken en helt anden. Så ligner det noget, man tør tro på.

Rødovre vandt årets første opgør mellem de to hold. Hjemme i Nordjyske Bank Arena kunne høgene ikke følge op på en fornuftig første periode, som man vandt 1-0. I de to sidste perioder vendte Rødovre det hele på hovedet og vandt 3-1. White Hawks har ellers haft et fornuftigt tag på Mighty Bulls igennem de seneste sæsoner, og de seneste 10 indbyrdes opgør har eksempelvis givet 7 høgegevinster.

Forhåbentlig er det et White Hawks i en ny forfatning, der tropper op fredag aften i Forstadskøbenhavn. Sejren over Esbjerg blev fejret i omklædningsrummet efter kampen, og spillerne havde ingen problemer med at huske sejrssangen. Succesoplevelsen blev skreget ud, og der var glæde og positivitet over hele linien. Jeg talte med målscorer til 5-3 Robin Johansson efter opgøret, og han var overordentligt glad for sejren, og så understregede han, at han var stolt af den gruppe, ham var en del af. Der blev fightet, så det var en lyst, var Johanssons pointe, og det er den slags, der gør en slagkraftig enhed. Man må håbe, at der er sat vand over til en længere stime af gode præstationer. Og hvis det er tilfældet, så venter der alle hockeyinteresserede frederikshavnere, der enten tager turen eller ser opgøret på Metalligaen.tv, en ny herlig aften.

Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks spilles fredag klokken 19.00.


White Hawks tabte dramatisk kamp i Rødovre GOALSHOW: Se målene fra Frederikshavn-Esbjerg