Tjah, hvad kan man sige. For Frederikshavn White Hawks har pilen desværre peget nedad i den sidste tid. Forhåbentlig fandt man sit lavpunkt mod Herlev Eagles, for selv den mest inkarnerede høgefan kunne se, at det ikke var godt. Aftenens hjemmekamp mod Esbjerg Energy havde ingredienser til at være sprængfarlig, for Energy er godt kørende i øjeblikket. Til gengæld har White Hawks haft et godt tag på Esbjerg foreløbig i sæsonen, og det stod i hvert fald klart, at frederikshavnerne havde hårdt brug for en succesoplevelse.

Det har været heftigt debatteret, hvordan det påvirker et hold, at der løbende kommer nye folk udefra. Den debat slutter aldrig, og der er meninger både den ene og den anden vej. Til gengæld var de fleste nok enige om, at man gerne ville se mere fra spillere som Joakim Blichfeld og Liam Folkes. De to har begge erfaringer fra AHL - Blichfeld har endda flere optrædener i NHL på CV´et – men det niveau, der skal til i de turneringer, har de to endnu ikke fået vist i deres White Hawks-tid. Måske det skulle blive i aften.

Hjemmeholdet var igen uden Aleksandr Bumagin og Christian Mieritz. Det betød, at der endnu en gang var rokeringer i førstekæden. I dag var Radim Piroutek skubbet op som legekammerat til Jesper Jensen og Joakim Blichfeld.

For alle dem, der har sympatier for White Hawks er der kun at konstatere, at den første periode bør få plads til i glemmebogen. Et tandløst hjemmehold blev sat under pres fra start, og Esbjerg havde pucken i høgezonen stort set fra første faceoff. Efter knap ni minutter kom Esbjerg fortjent foran. Braden Shaw trak et baghåndsskud helt op i nettaget hos Mathias Seldrup fra nært hold. Kun halvandet minut senere blev det 2-0 til vestjyderne. Craig Puffer fik alt for nemt spil og kunne slutteligt score. White Hawks-backerne havde ellers flere muligheder for at få pucken sendt ud af zonen, men det skete ikke. I powerplay kunne Christian Wejse fire minutter senere bringe Energy foran 3-0, og så frygtede man virkeligt et sammenbrud for et hold, der har haft det svært, efter coronapausen. Mod slutningen af perioden fik White Hawks et powerplay, men det kom der ikke meget ud af. Til gengæld var Esbjerg tæt på at kunne gøre det til 4-0 med kun ti sekunder tilbage. David Madsen fik en friløber og havde endda en medspiller med. Han tabte dog pucken, og chancen løb ud i sandet. Rigtig skidt periode af et hjemmehold, der undlod at kigge på scoreboardet midt i loftet efter sidste fløjt. Et kig på det ville have afsløret, at Esbjerg førte 3-0 efter tyve spillede minutter. Og det var faktisk billigt sluppet.

Man kunne godt se på indledningen af den anden periode, at der var blevet talt med store bogstaver i omklædningsrummet hos hjemmeholdet. White Hawks kom ud med et andet udtryk og var pludseligt aggressive og tacklende. Det lignede en reducering, men så lavede Mathias Mølgaard en alt for hård tackling ved banden og blev helt efter bogen sendt i bad med 5+game. Det gav Energy ro på og et overtalsspil, der kunne have lukket kampen. Men det blev aldrig 4-0, og det skyldes alene, at Mathias Seldrup i målet holdt høgene inde i kampen. Flere af hans redninger var af høj klasse. De fem minutter forløb uden scoring, men kort efter blev White Hawks igen decimerede. Her var det til gengæld lige ved at give en scoring til frederikshavnerne. Energy tabte pucken ved blue line, og det endte med et straffeslag, som Justin Shugg tog sig af. Det gjorde han desværre uengageret og for svagt, og derfor kom ikke den reducering, som alle i Nordjyske Bank Arena var klar over, at White Hawks havde brug for i en fart. Men med 46 sekunder tilbage på uret var det så endelig tid til lidt medvind i Frederikshavn. Gorm Topholt og Thomas Søndergaard fightede sig i fællesskab til en mulighed, og den endte Søndergaard med at få sendt ind bag Mads Søgaard i Energy-kassen. Det tændte et lille håb om et comeback. Den slags har vi jo set i Nordjyske Bank Arena tidligere i denne sæson. 3-1 til Esbjerg inden de sidste tyve minutter.

Fire minutter inde i den sidste periode blev håbet tændt endnu en gang i Nordjyske Bank Arena. Liam Folkes og Mads Larsen broderede sig igennem, og førstnævnte kunne reducere til 2-3. Kort efter burde der være blevet udlignet. Der opstod den helt utrolige situation, at to Esbjerg-spillere med få sekunders mellemrum sendte pucken ud af spil. Det gav hjemmeholdet en mulighed for at være fem mod tre i knap to minutter, og her skulle målet være kommet, hvis høgene ville gøre sig forhåbninger om point. Det kom aldrig, selv om der blev skabt halvstore muligheder. Med syv minutter igen lukkede Esbjerg så kampen. Der gik panik i høgeforsvaret, og man kunne ikke få pucken ud af zonen. Så stod Adam Cracknell pludselig fri i slottet og kunne sende en retur ind til 4-2. Med to minutter og 25 sekunder igen tog Jari Pasanen Seldrup ud af kassen og spillede 6 mod 5. Det gav en reducering fra Lucas Andersens stok, men nærmere kom man ikke. Esbjerg rejser tilbage mod De Hvide Mænd med en 4-3 sejr. White Hawks taber for fjerde gang i træk.

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – Esbjerg Energy  3-4 (0-3, 1-0, 2-1)

Målscorere:

09.46:                 0-1: Braden Shaw (Knight)

11.01:                 0-2: Craig Puffer

15.16:                 0-3: Christian Wejse (Bjerrum, Cracknell)

39.14:                 1-3: Thomas Søndergaard (Topholt)

44.36:                 2-3:  Liam Folkes (Larsen)

53.25:                 2-4: Adam Cracknell (Knight,Sherman)

58.26:                 3-4: Lucas Andersen (Jensen, Krag)


VIDEO: Frederikshavn White Hawks - Esbjerg Energy White Hawks møder Esbjerg Energy