Efter to nederlag til Aalborg Pirates og Odense Bulldogs er Frederikshavn White Hawks røget langt ned i tabellen. Fredag aften er man i Rungsted for at møde et Seier Capital, som man for små ti dage siden slog 3-1 i Nordjyske Bank Arena, og det må meget gerne blive til point igen.

Der var egentlig ikke så meget at sige til nederlaget til lokalrivalerne fra Aalborg. White Hawks leverede en fornuftig indsats, men personlige fejl, og så den individuelle kvalitet som Pirates har, endte med at blive afgørende. Da høgene sidst mødte Rungsted – og det var altså i slutningen af september – leverede man også fint på hjemmebanen, og det lykkedes at holde Marcus Olsson og hans holdkammerater fra fadet i alle 60 minutter. Det gav tre ret sikre point, og assistenttræner Kam Karlsson betragter mødet med Seier Capital som det hidtidige højdepunkt for White Hawks i denne sæson. ”Vores bedste kamp”, sagde han til undertegnede forleden. Fredag aften er der returopgør i Hørsholm, og i mellemtiden har Rungsted vundet 4-1 over Odense Bulldogs. Med andre ord rejste holdet fra Nordsjælland sig hurtigt, og selvtilliden er uden tvivl tilbage på holdet.

Nicolaj B. Kristensen skulle være med hos høgene igen efter længere tids skadesperiode. Ifølge Karlsson spiller han fredag aften. Desværre har det længere udsigter med igen at stifte bekendtskab med Jesper Jensen og Jonas Jakobsen på høgeholdet. Jesper Jensen døjer med en hjernerystelse, og man tager ingen chancer med den type skader. Jonas Jakobsen træner heller ikke med i øjeblikket, og derfor er hans udsigter til endelig at få debut også noget, der fortoner sig ud i det fjerne.

Final 4 kapløbet – ja, det igen – snerper til. White Hawks er godt nok røget ned som tredjesidst i tabellen, men i skrivende stund er der kun 3 point fra Aalborg Pirates på andenpladsen til høgene som nummer 7. Til gengæld er alle hold – på nær Rødovre – med i kampen om de eftertragtede fire pladser, så hvert et hårdt tilkæmpet point har sin værdi. Det kunne være interessant og en hel masse andet, hvis White Hawks kunne få noget med hjem fra Whiskybæltet. Vi ved meget mere fredag aften omkring klokken 22.30.

Rungsted Seier Capital – Frederikshavn White Hawks spilles fredag klokken 20.00.


Overskud i Elite Nord Frederikshavn A/S Video Kim Karlsson