Frederikshavn White Hawks har syv kampe tilbage, inden boet gøres op i dette års Metal Liga-kampagne. I skrivende stund er man ret tæt på en kvartfinale, og hvis høgene når så langt, ligner det, at man møder enten ligaens nummer et, Aalborg Pirates, eller nummer to, Herning Blue Fox. Der er dog stadig et lille aber-dabei i ligningen, og det handler om, at Rødovre Mighty Bulls stadig har en teoretisk chance for at overhale White Hawks og selv tage pladsen i slutspillet. Nå ja, så er Aalborg og Herning jo heller ikke definitivt placeret som nummer et og to. Der er stadig mulighed for forskydning.

Men Rødovre er 12 point efter White Hawks, og derfor må man betragte de to holds møde tirsdag aften som det definitivt sidste udkald for Mighty Bulls, hvis holdet vil med i playoff. Rødovre skal vinde, ellers er det afgjort. Med en frederikshavnersejr i Rødovre Skøjte Arena vil Pelle Hånbergs folk være 15 point foran med kun 18 at spille om. Så er der dømt tidlig sommerferie til Rødovre, må man formode. Skulle Rødovre derimod vinde opgøret, så lever uvisheden et stykke tid endnu. Kort sagt: der er sat vand over til en spændende ishockeyaften.

Det er anden gang inden for kort tid, at Rødovre og White Hawks mødes i København. I starten af denne måned – d. 3. for at være helt præcis – var høgene ikke i stand til at lukke ned for Rødovre, og man måtte rejse fra hovedstaden med en snitter på 5-1. I den kamp var man slet ikke med, og blandt andet derfor lever Olaf Ellers tropper stadig i håbet om at tage slutspilspladsen. Til gengæld var nederlaget en enlig svale. Det må i hvert fald være konklusionen, når man tager et kig på det to holds opgør den seneste tid. Inden tabet i starten af denne måned havde White Hawks vundet 6 kampe i træk mod Mighty Bulls, og set over længere tid – og her taler jeg om de sidste fire-fem sæsoner – ja, så vinder frederikshavnerne løst fortalt 8 ud af 10 opgør mod Rødovre.

Christopher Frederiksen – topscorer hos White Hawks – har brugt landsholdspausen til netop ikke at holde pause. Han var som eneste frederikshavner udtaget til Heinz Ehlers mandskab. Nå ja, eneste frederikshavner er så meget sagt. Mikkel Aagaard, Mathias From, Nick Olesen og Joakim Blichfeld – spillere, der alle er født og opvokset i gamle Fresse – var også med, men Frederiksen repræsenterede som den eneste det nuværende White Hawks. Man må formode, at Frederiksen har nydt godt af det tempo og den kamptræning, som kampe på så højt niveau kan give.

Du får et fyldigt referat af kampen her på sitet. Skulle du være så heldig, at du har erhvervet tilladelse fra din bedre halvdel til at anskaffe dig et TV2 Play-abonnement, så kan du naturligvis se det hele live.

Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks spilles tirsdag aften klokken 19.00.


White Hawks leverede varen, og tog 4-0 SEJR I RØDOVRE METAL LIGAEN: GAME LOGS klar på hver enkelt spiller på EliteProspects