White Hawks har ikke vundet i Herning i mere end 2 år. Men høgene har brug for point som aldrig før.

Jeg overhørte en gang en begavet mand sige, at det kan være svært at tage problemerne ét ad gangen, når de nægter at stille op på række. I virkeligheden et passende citat at starte denne optakt med, for Frederikshavn White Hawks bevæger sig i denne tid fra det ene problem til det andet. Det hænger ikke sammen i forsvaret, angrebet er indimellem ret ineffektivt og i tabellen ligger man allersidst og kæmper desperat for at overhale Rødovre Mighty Bulls, så man i det mindste får en kvartfinale ud af dette års ret pauvre indsats i Metal Liga. Læg dertil, at der i den kommende tid venter yderst svære kampe, som det kræver god fantasi at se, høgene få point i. It really is troubling times.

Jeg ridser lige op: White Hawks har 6 kampe tilbage at spille, inden scoren gøres op. Aktuelt er man et enkelt point efter Rødovre, men har en kamp i hånden. Den afvikler man i morgen, og det sker i KVIK Hockey Arena i Herning mod Blue Fox. Både Rødovre og White Hawks har herefter 5 kampe tilbage, og begge har et ret svært program. De kapitler, der indtil nu har kunnet skrives om årets Metal Liga, fortæller en broget historie om White Hawks´ resultater, og tager man udelukkende udgangspunkt i sæsonens hidtidige resultater og ser man på de umiddelbart kommende modstandere, så ligner det, at White Hawks stadig står på de nuværende 36 point, når man d. 5 marts skal til Rødovre og spille sidste kamp. Med mindre Rødovre ikke har overrasket big time inden, så ligner det altså en finale mellem de to hold om den sidste slutspilsplads. Skulle Rødovre være tre point foran White Hawks inden det opgør, så har man det problem, at man ikke blot skal vinde mod Rødovre ude, men også gøre det med mindst tre mål. Yes, det er ikke lige til, og man kan kun lade sig irritere over, at omtalte overvejelser er nødvendige. Men det er de altså, og de er vel den foreløbige kulmination på en sæson, der mildest talt ikke har levet op til forventningerne.

Tirsdag aften er White Hawks som sagt i Herning for at møde Blue Fox. Spørger man statistikeren, så fortæller han, at den kamp vinder Herning uden at anstrenge sig. Blue Fox har vundet de seneste 8 indbyrdes kampe, de seneste 9 i Herning og hele 17 af de seneste 20 indbyrdes kampe. Det ligner noget fra midten af firserne, hvor FIK i omkring 10 år ikke kunne sætte en sejr ude mod Herning sammen. Og tilmed har Herning ikke sparet på målene i de omtalte sejre. Indimellem tværer de White Hawks ud med store cifre. Som for eksempel da de to hold sidst tørnede sammen i Herning – det var i december – og her vandt Blue Fox 8-3. Cifre på det niveau var der også tale om i nogle af møderne i forrige sæson. Her fortalte Blue Fox-center og frederikshavner, Mathias From, efterfølgende til undertegnede, at han var skuffet over holdet fra sin hjemby. ”De hverken kunne eller ville noget”, lød det fra ham efter kampen. Man håber helt ind til det inderste, at der ikke er brug for at tage samme gloser i brug efter i morgen.

Hvor skal optimismen komme fra, kan man åbenlyst spørge. Jeg indrømmer, at det kan være svært at lave oplæg af den karakter, du sidder og læser lige nu. Ingen har interesse i at ligne en jubelidiot, der hænger hatten på utroværdige mirakler, og selvfølgelig er tvivlen en følgesvend. Især i denne sæson. Til gengæld vil jeg skære ind til benet og blot konstatere, at jeg håber på en overraskelse. Og så lukker jeg den ned der.


Marginaler og dommerkendelser imod White Hawks i Herning GOALSHOW: Se målene fra Frederikshavn-SønderjyskE