Frederikshavn White Hawks besejrede SønderjyskE i søndagsopgøret i Nordjyske Bank. Den sejr var vigtig af flere årsager. Helt indlysende gav det tre point, og det har stor betydning i bestræbelserne på at møve sig ind på én af de endelige slutspilspladser. Men høgene fik også slettet det kedelige nul ud for sejre over Vojensholdet i denne sæson. SønderjyskE havde indtil opgøret i Frederikshavn vundet alle denne sæsons interne kampe. Det kan de ikke prale af mere.

De næste to kampe, som White Hawks spiller, er mod Odense Bulldogs. Første opgør er fredag aftens hjemmekamp, og så spiller man i Odense søndag eftermiddag Og Odense er et andet hold, som White Hawks har slettet dårlige stats imod i den seneste tid. I september-mødet i Odense kunne kaptajn Daniel Baastrup Andersen og hans holdkammerater nemlig rejse hjem med en ret imponerende 4-0 sejr. Det var første gang i knap to år, at høgene fik skovlen under et Bulldogs-hold, og det var desuden første gang i 28 kampe, at man holdt nullet i en kamp. Som bekendt gentog man den bedrift mod SønderjyskE forleden, hvor man altså vandt sikkert med 5-0.

I ugens løb har hockeyfolket endelig fået konkrete beviser på, at der er forstærkninger på vej. White Hawks har lavet en try out kontrakt med den 28 årige svenske angriber Emil Aronsson. Aronsson får foreløbig en måned til at vise sit værd, men det er naturligvis forventningen, at han kan bide sig fast på holdet og på sigt være en væsentlig brik. Aronsson har ikke spillet i denne sæson, og derfor må man forvente, at han skal bruge tid til at finde sine holdkammerater, spilsystemerne og en god form. Debuten finder sted allerede fredag aften mod Odense, og den førsteoptræden er imødeset med spænding af mange.

Og så har der været mange spekulationer om spillere, der enten var eller ikke var på vej til White Hawks. White Hawks har løbende holdt sig spillerajour, men situationen er den, at markedet er tyndt i øjeblikket. Der er få kvalitetsspillere at hente, og mange klubber er på udkig efter forstærkninger. White Hawks har undervejs været interesseret i andre spillere – blandt andre Anton Karlsson, som dog endte hos SønderjyskE – men økonomi spiller den helt store rolle, og indimellem er der budkrig om eftertragtede spillere. Det er omstændighederne kort fortalt og skåret ind til benet.

Men nu er Emil Aronsson kommet til Frederikshavn, han har trænet med sine nye holdkammerater nogle gange, og han får debut fredag aften. Aransson har erfaring fra svenske Mora og 86 kampe i SHL – den bedste række i Sverige – og selv om han var en periferispiller, så har han noget historie at trække på. Det bliver interessant at se, hvordan Patrick Wener vil benytte sin nye forward, og det bliver især interessant at se, hvad Emil Aronsson kan tilføre White Hawks. Noget af svaret får vi fredag aften. Du skal selv ud at se. Come da lige on, man!

Frederikshavn White Hawks – Odense Bulldogs spilles fredag aften klokken 19.30. Og det var 19.30.


Odense sejr i Nordjyske Bank Arena PRESSEMEDDELELSE: Svensk forward på try-out