Denne sæsons foreløbige sidste lokalopgør fredag aften endte desværre med et klart nederlag. Aalborg Pirates vandt 6-2 i et godt fyldt Sparekassen Danmark Isarena. Hele 4719 individer havde fundet vej til et Gigantium, der i øvrigt også husede en håndboldkamp med mange tilskuere, og de kunne se et Pirates-hold trække fra til sidst. White Hawks var med i det meste af opgøret, og sølle 12 minutter før tid stod det stadig 1-1. Så raslede målene ind – blandt andet scorede Martin Højbjerg 3 i den sidste del af kampen – og høgene måtte rejse fra limfjordsbyen uden point.
I den anden ende af landet vandt Rungsted solidt over SønderjyskE, og det bragte nordsjællænderne på pointomgangshøjde med White Hawks. Marcus Olsson og hans holdkammerater har endda en kamp i hånden i forhold til White Hawks, og det betyder, at Seier Capital har muligheden for at gå forbi frederikshavnerne og dermed sætte sig på syvendepladsen. Det er dog svært at vurdere, om det har nogen betydning. Situationen er den, at Rungsted og White Hawks med største sandsynlighed tumler ind i Herning eller Aalborg. Og har man præferencer i forhold til den ene eller den anden af de to, så holder man i hvert fald tand for tunge med det. Ikke desto mindre er det forudsætningerne, inden de sidste 4 -5 kampe spilles i årets Metal Liga-grundspil.
Søndag eftermiddag tager White Hawks imod netop Rungsted Seier Capital. Det Hørsholm-baserede hold har denne sæson været stærkt præget af diverse skader. I flere kampe har man haft svært ved at stille tre kæder, og jeg husker i hvert fald en kamp i Nordjyske Bank Arena, hvor høgene tog en sejr mod et ualmindeligt decimeret Rungsted-hold. Kaptajn for Seier Capital – Marcus Olsson – var ved den lejlighed yderst irriteret over Rungsteds problemer, men i et interview med undertegnede umiddelbart efter opgøret, nægtede han at give disse skylden for nederlaget til høgene.
Pelle Hånberg - coach hos White Hawks – var egentlig meget nøgtern efter opgøret mod Aalborg fredag aften. I et interview med Michael Eriksson fortalte Hånberg, at White Hawks havde tabt til et bedre hold. Alle vi, der var til stede i Aalborg, så lige præcis dette. En spade er en spade, og Aalborg var bedst, selv om White Hawks var med næsten til det sidste. Til gengæld så ser Pelle Hånberg, at udviklingen på holdet går i den rigtige retning, og det synes jeg, han har en pointe i. Man kan sige meget om denne sæson, og det skal jeg love for, at der er også er blevet. Men de små detaljer – som en coach naturligvis holder øje med – de betyder i nogen udstrækning lige så meget som et resultat. Nå ja, det kommer an på så meget. Kampens betydning og den slags, naturligvis. Men hvis man en stund køber ind på Pelle Hånbergs pointe nemlig den, at der er spillemæssige detaljer, der er blevet klart bedre over sæsonen, så er der faktisk grund til optimisme. Og af lige præcis den årsag ser høgecoachen lyst på fremtiden. Og så kan vi andre også gøre det, synes jeg.
Nå, never mind. Frederikshavn White Hawks møder Rungsted Seier Capital søndag aften klokken 17.00. Det er næstsidste hjemmekamp i grundspillet.