Frederikshavn White Hawks spiller i denne sæson i stimer. I øjeblikket befinder man sig i en længere nederlagsspiral. Tirsdag aften møder høgene et Aalborg Pirates, der kan skimte Metal Ligaens førsteplads.

White Hawks tabte fredag aften med 3-0 til Herning. Det er der ingen skam i. Herning er Metal Ligaens førerhold, og alle vidste på forhånd, at det ville blive svært at få point med hjem fra det midtjyske. I al fairness hører det dog med til historien, at høgene var klart underlegne det meste af opgøret. Et enkelt skud på mål i den første periode blev det til, og i den anden kom der et par stykker. Det siger meget om kampforløbet og hvilke udfordringer, som White Hawks kæmper med i øjeblikket.

Kaptajn Jesper Jensen udgik desværre af Herning-kampen, og det er meget triste nyheder. Jensen har tidligere i denne sæson været ude i en længere periode med en hjernerystelse, og hvis der er tale om en ny af slagsen, så er det noget værre skidt. Det kan godt være, at høgeoffensiven har haft stækkede vinger i det meste af denne sæson, men Jesper Jensen har været blandt dem, der trods har kunnet byde ind med noget. Herfra skal der udtrykkes et stort håb om, at skaden ikke er så slem, som det kan frygtes.

Tirsdag aften er det igen blevet tid til lokalopgør mod Aalborg Pirates. Der blev som bekendt afviklet et back-to-back-program mellem de to nordjyske rivaler i forbindelse med nytåret, og det blev to yderst interessante opgør. White Hawks vandt overraskende, men ikke ufortjent, med 2-1 i Aalborg. Pirates slog tilbage dagen efter og hævnede sig med 5-2 i Frederikshavn. Siden har høgene ikke vundet en ishockeykamp, mens Aalborg har svinget noget og vundet 2 gange over Herlev og tabt til Odense og SønderjyskE. Men Aalborg spiller alligevel for førstepladsen tirsdag aften, mens White Hawks kæmper indædt mod Herlev om at undgå næstsidstepladsen.

Det vil ikke være helt ude i skoven at påstå, at White Hawks møder Aalborg på et kedeligt tidspunkt. Jesper Jensens skade og høgenes aktuelle form peger i den forkerte retning. Og samtidig ligner Aalborg et hold, der er ved at være tunet til de kommende slutspilskampe. Nå ja, jeg ved godt, at Julian Jakobsen – deres elegante forward og kaptajn – har været ud i nogle kampe, men forlydenderne går på, at han snart er klar igen. Patrick Bjorkstrand har også siddet ude længe, men skulle også snart være klar. Til gengæld er andre spillere ved at finde deres bedste form for piraterne. Thomas Spelling er et eksempel på dette, og i forbindelse med en 7-2 sejr over Herlev for et par uger siden blev det til et hattrick for Spelling. Og så videre.

Hvad taler så for, at White Hawks kan få noget ud af kampen tirsdag aften? Pessimisten kan ikke finde meget, men jeg vil alligevel pege på et par punkter. Allerførst var det vigtigt, at høgene vandt i Aalborg lige inden 2022 blev til 2023. Det gav både fans og spillere troen tilbage. Man så det allerede i kampen dagen efter, hvor høgene jo faktisk kom foran 2-0 og spillede flot ishockey. Man holdt ikke hjem, men det var en tæt kamp, der kunne være gået begge veje. Så White Hawks viste, at det kunne lade sig gøre. Dernæst er der lokalopgørfaktoren, som man ikke skal glemme. Klichéen fortæller, at kampene mellem White Hawks og Pirates lever sine egne liv. Men der er noget om snakken. Stilling og form betyder mindre, når rivalen stiller op på den anden side, og derfor ser man af og til resultater, der forundrer. Her ligger måske en nøgle for White Hawks.

Og så var det jo helt forrygende at være en del af de to kampe ved årsskiftet. Der var totalt udsolgt i Aalborg, og det betyder 5000 tilskuere. De gav atmosfære og stemning. Dagen efter i Frederikshavn blev der sat sæsonrekord med hele 2700 individer og en sjat, og det var det største tilskuertal til en ishockeykamp i Frederikshavn i meget lang tid. Minderne faldt straks tilbage på de gode gamle dage, hvor man skulle kæmpe for sin plads på tilskuerpladserne. Det kunne man godt vænne sig til.

Frederikshavn White Hawks -Aalborg Pirates spilles tirsdag aften klokken 19.00.


Matchmagasinet Pucken om dagens kamp mellem Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herning-Frederikshavn