Det var en på alle måder herlig sejr, som Frederikshavn White Hawks hentede mod SønderjyskE fredag aften. Høgene kom tilbage på vindersporet, og man fik slettet det kedelige indtryk af et hold, der var ved at udvikle spillemæssige problemer. Mod SønderjyskE blev der effektivt sat en prop i den tankegang, og især hæftede man sig ved, at frederikshavnerne leverede en virkelig god anden periode. Det har ellers knebet med at levere i netop den del af kampene på det seneste.

White Hawks fik – for en stund i hvert fald – sat SønderjyskE af i kampen om tredjepladsen, og mandag aften kommer Herning Blue Fox så på besøg i Nordjyske Bank Arena til en kamp, hvor Metal Ligaens andenplads står på spil. Kan Christoffer Frederiksen og holdkammeraterne slå Mathias Bau og hans hjælpere, så er høgene igen nummer to.

Herning kommer til Frederikshavn med tre sejre i de sidste tre kampe. Det ser solidt ud for uldjyderne, men den opmærksomme ishockeytilhænger har naturligvis lagt mærke til, at det i sidste kamp lykkedes Herlev Eagles at score seks kasser mod Blue Fox. Det blev aldrig problematisk for de blå/gule herningensere, for de lavede selv syv, men alligevel bemærkelsesværdigt, at de lukkede så mange mål ind, og det kan White Hawks-angrebet forhåbentlig drage nytte af.

Og det var netop et White Hawks-angreb, der fredag aften foldede sig flot ud. Man var ret effektive, når de store chancer opstod, og de fleste noterede også, at der igen var gang i powerplayet hos høgene. Det gav kampens første scoring, som Eemeli Räsänen satte ind efter en fin kombination med Mark McNeill.

Det er efterhånden blevet en tilbagevendende historie, at det er lige før Aleksandr Bumagin er tilbage på isen. Der var forventninger om, at han kunne være det forleden mod SønderjyskE. Det blev så ikke tilfældet. Det store spændende spørgsmål er, om han langt om længe kan trække skøjterne på igen og være med på isen.

Vi ved dog med sikkerhed, at Christopher Frederiksen i morgen spiller sin kamp nummer 300. Frederiksen har gang i en flot sæson, og han er et meget vigtigt kort på Jari Pasanens holdopstilling. Det ville være på sin plads, at Nordjyske Bank Arena i morgen bliver pænt besat, så Christopher Frederiksen kan få en ordentlig hyldest, og så skader det jo heller ikke, at man i givet fald vil være mange til at lægge pres på Blue Fox.

Frederikshavn White Hawks – SønderjyskE spilles mandag klokken 19.00.


Kampmagasinet Pucken om dagens kamp VIDEO: Højdepunkter fra Frederikshavn-SønderjyskE