White Hawks tæmmede tyren i en kamp, hvor de individuelle præstationer var tungen på vægtskålen. White Hawks går på juleferie med to sejre som en god optakt mod nytårsbragene mod Aalborg Pirates

Frederikshavn White Hawks – Rødovre Mighty Bulls 3-2 (0-1, 1-1, 2-1)

Top og bund. Umiddelbart ikke noget man lige forbandt White Hawks med. Det var til gengæld placeringen på de to hold White Hawks skulle op imod. Først blev til en flot sejr fredag aften over titelaspiranterne fra Herning Blue Fox, mens aftens modstander var bundproppen i Metal Ligaen.

Første periode

En hektisk og lidt rodet start på kampen fra begge hold af. White Hawks søgte helt klart det tidlige føringsmål. Med et hurtigt føringsmål kunne White Hawks fortsætte det momentum de havde opbygget fra kampen mod Herning. Rødovre mødte op med noget af en ”røvfuld” i bagagen, der helt klart også skulle vaskes væk. Så den hektiske start var måske mere et tegn på, at begge hold ville have noget med fra kampen af og turde tage flere chancer både offensivt og defensivt gøre betingelserne svære for hinanden.

Det Momentum White Hawks så gerne ville have, fik Rødovre først, da de efter kun 4.31 kunne bringe sig foran 1-0 på en returpuck. En returpuck lever ofte sit eget liv og denne gang var det Lasse Carlsen, der var hurtigst med staven på den. White Hawks virkede dog ikke synderligt rystede over Rødovres hurtige føring men alligevel var der et eller andet ved spillet der ikke helt fungerede ligeså godt som i fredags. Det virkede ofte usammenhængende og alt for meget beroede på enkeltmandspræstationer. En del personlige fejl var også med til at præge det samlede kampbillede.

Nogen der var klar fra start, var det aldeles oplagte hjemmepublikum, ført an af den ”hårde kerne” bag mål. De leverede fremragende støtte, og her var der i hvert fald ikke tale om nogen enkeltmandspræstation. Dejligt at se og høre, for White Hawks holdet fortjener absolut opbakningen.

Anden periode

Gæsterne startede anden periode bedst og Frederikshavn levede fortsat mest på de individuelle præstationer når det handlede om at levere noget mod gæsternes mål. Men hvis det er det der virker på en aften hvor samspillet måske halter lidt, så må det være det man kan vinde kampen på. Det var i hvert fald på en fremragende mindre soloraid, at Sebastian Brinkmann Andersen bragte balance på måltavlen, da han flot tog en tur helt ude fra højre side af, og køligt udplacerede William Rørth i Rødovre målet.

Det skortede heller ikke på det fysiske spil. Begge hold testede hele tiden hinanden med tacklingerne og små dueller ved banderne. Rigtig god underholdning for publikum. Med lidt over tre minutter igen af perioden kunne hjemmeholdet have bragt sig tre White Hawks spillere alene med Rødovre keeper William Rørt, men en misforståelse mellem de tre spillere, der ellers var helt fri på blueline gjorde, at det løb ud i sandet.

Perioden sluttede med et Powerplay til gæsterne men White Hawks boksen stod hvor den skulle og gæsterne fik aldrig rigtig tilspillet sig den helt åbne scoringsmulighed. Igen en lidt rodet periode med skiftende momentum og egentlig ret få chancer.

Tredje periode

Træthed burde ikke være en faktor i tredje periode men begge hold virkede nogle gange lidt tunge i deres løb. Intensiteten var i hvert fald dalet en kende, og der blev længere og længere mellem de helt store scoringsmuligheder hos begge hold. Spillet bølgede lidt frem og tilbage men efterhånden som perioden skred frem, dominerede White Hawks mere og mere spillet.

Det tegnede til at blive en god slutspurt af White Hawks. De største chancer tilfaldt nu også Høgene og Rødovre. Nogen stor chance kan man ikke sige Christopher Frederiksen fik, men alligevel formåede hans trækskud langt udefra, på en eller anden måde, at sejle forbi en passiv Rødovre keeper. White Hawks bragte sig foran 2-1 og dette var vigtigt i en kamp, der var så tæt på så mange parametre.

Tre minutter senere måtte publikum så op af stolene igen. Aleksi Halme omsatte opsnappede en puck og legede kispus med en fortvivlet William Rørt, der kunne se Halme lægge den stille og roligt ind op baghånden til stillingen 3-1. Sejren var bestemt inden for rækkevidde og derfor var det torskedumt at lukke Rødovre ind i kampen igen. I tiden 53.04 formåede gæsternes Mr. Robinson, Lukas B. Nielsen, at prikke pucken ind bag Galansky efter lidt klumpspil inde foran målet.

Sejren skulle nu forsvares hjem og med to minutter igen trak Rødovre træner Magnus Sundkvist målmanden. Rødovre gjorde et sidste forsøg på at udligne og fremtvinge en Sudden Victory – og det var da også skræmmende tæt på, da en puck blev spillet ind foran Galansky og med 1 sekund igen, faktisk var tæt på at ryge over stregen. White Hawks holdte dog stand og tog tre hårdt kæmpet point med sig på juleferie.

RIGTIG GOD JUL HERFRA OG VI SES I GIGANTIUM

Næste kamp for Frederikshavn White Hawks er d.29.12 ude mod Aalborg Pirates i det traditionelle back-to-back nytårsbrag. Kampen starter kl.20.00 og er den største og mest prestigefyldte klubkamp i Metal Ligaen.

Målscorer:

04.31: 0-1 Lasse Carlsen (ass. Lukas B. Nielsen, Mikkel Jensen)

08.13: 1-1 Sebastian Brinkmann Andersen (ass. Mads F. Iversen)

48.56: 2-1 Christopher Frederiksen (ass. Santeri Suistio, Sebastian Brinkman Andersen)

50.40: Aleksi Halme (uass.)

52.04: 3-2 Lukas Bach Nielsen (ass. Måns Hansson)

Udvisninger Frederikshavn White Hawks: 4 x 2 min.

Udvisninger Rødovre Mighty Bulls: 3 x 2 min.

Tilskuere: 1037


Video: Aleksi Halme Kampmagasinet Pucken om dagens kamp mellem Frederikshavn White Hawks og Rødovre Mighty Bulls