Det startede solidt for White Hawks, da man i premieren i dette års Metal Liga helt problemfrit sendte Rødovre Mighty Bulls hjem med en sæk. Men siden har hverdagen meldt sig, og frederikshavnerne har tabt de seneste tre opgør. Alle ret tætte opgør, og mod Aalborg Pirates blev det trods alt til et enkelt point, idet man tabte efter overtid og straffeslag. Men ikke desto mindre var situationen den inden aftenens opgør mod Esbjerg Energy, at White Hawks havde et mindre pres på sig. Det er tidligt på sæsonen, men allerede nu begynder man at se konturerne af de hold, der vil med i dette års udgave af Final4, og skal White Hawks være med, var tre point mod Energy nærmest et must.

Den første periode blev en smule ujævn. Esbjerg kom med stor fysik, og det var tydeligvis en gameplan at tackle igennem på White Hawks´ forsvar. Det gav indledningsvis nogle puckerobringer i offensiv zone og dermed også nogle tilbud, der var ret store. Mathias Seldrup havde mere end travlt med at holde sine tidligere holdkammerater fra fadet. Hjemmeholdet havde det svært fremad, men Justin Shugg fik dog en mulighed, der kunne have givet kasse. Shugg kom dog for tæt på Thomas Lillie i Energy-kassen til at kunne få pucken placeret. Undervejs fik White Hawks to muligheder i powerplay. Begge blev formøblet uden det store bid, og sammenlagt blev det et enkelt skud på mål. Bedst som man troede, at holdene skulle gå til te-pause uden at have scoret kom målet. Aleksandr Bumagin har de finurlige driblinger i sig, og han ser flere pasningsmuligheder end de fleste. Med netop én af disse godt sete pasninger fandt han Justin Shugg, der var fulgt godt med, og så kunne Thomas Lillie hive den første puck ud af målet. White Hawks foran 1-0 efter de første 20 minutter. Skudstatistikken sagde 12-7 i høgefavør.

Kun 40 sekunder ind i den anden periode blev det 2-0 til White Hawks, og det var efter et fremragende angreb. Pucken blev kørt rundt i Energy-zonen, og til sidst havnede skiven hos Kyle Hope, der hamrede pucken helt op i krogen hos Thomas Lillie. Et flot mål. Kort efter fik Radim Piroutek en friløber og kunne have øget yderligere. Hans skud var dog for svagt og sad i øvrigt lige på Lillie. Efter 25 minutters spil kom endnu et gennemspillet angreb. Førstekæden passede sig igennem Esbjerg-forsvaret, og til sidst kunne Jesper Jensen sætte stokken på til 3-0. Den tidligere White Hawks angriber – lynhurtige og meget elegante Søren Nielsen – reducerede umiddelbart efter til 3-1, og det satte gang i en større Esbjerg-offensiv. Energy blev hjulpet godt på vej af to udvisninger til hjemmeholdet, og det var meget tæt på, at der kunne være kommet yderligere reducering ud af anstrengelserne. White Hawks kunne specifikt takke Mathias Seldrup for, at man holdt fast i sin føring. Og bedst som man troede, at den ikke kunne gå længere, så tordnede Mads Larsen i den anden ende. Jeg har tidligere slået fast, at Mads Larsen har et af ligaens bedste slagskud, og i dag viste han det igen. Gorm Topholt sendte en pasning til Mads Larsen, og han betænkte sig ikke et øjeblik. Thomas Lillie så aldrig pucken, og så var høgene for 4-1. Imod spil og chancer, hvis man så på udviklingen de seneste 6-7 minutter, men hvem tæller?

Foran 4-1 havde White Hawks sådan set det resultat, man gerne ville have. Esbjerg forsøgte at trykke hjemmeholdet i bund, og det lykkedes i en vis udstrækning. Helt farlige blev de ikke, men spillet foregik mest i White Hawks-zonen. Omtrent midtvejs fik Brock Beukeboom en udvisning for interference, og det lignede Energys sidste mulighed for at komme tilbage i opgøret. Den mulighed forstod de faktisk også at udnytte. Andreas Grundtvig fik scoret, efter at Søren Nielsen alt for let fik lov til at køre igennem høgenes forsvar. Umiddelbart efter kunne endnu en reducering have fundet sted. Samme Søren Nielsen fik en friløber, men Seldrup reddede. Og så var der ikke mere i Energy-tanken. Lillie røg ud i de døende sekunder, og så gik det, som det ofte gør. Der bliver scoret i det tomme bur. I aften stod Aleksandr Bumagin for målet. White Hawks vinder. For stort efter chancefordelingen, men det er man fuldstændig ligeglad med i Frederikshavn.

 

 

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – Esbjerg Energy  5-2 (1-0, 3-1, 1-1)

 

Målscorere:

18.52:                 1-0: Justin Shugg (Bumagin)

20.40:                 2-0: Kyle Hope (Larsen, Bumagin)

25.47:                 3-0: Jesper Jensen (Shugg, Bumagin)

26.16:                 3-1: Søren Nielsen

38.17:                 4-1: Mads Larsen (Topholt)

51.31:                 4-2: Andreas Grundtvig (Nielsen)

59.46:                 5-2: Aleksandr Bumagin (Jensen)


VIDEO: White Hawks - Energy Grundet corona restriktionerne refunderes alle Unlimited kunder