Det er nærmest en tradition, at møder mellem Frederikshavn White Hawks og Herning Blue Fox bliver interessante og spændende. Aftenens møde mellem de to klubber, som samtidig lukkede og slukkede for årets pre-seasonkampe, var ingen undtagelse.

Herning er af mange udråbt som denne sæsons helt store favorit. Aalborg Pirates følger lige efter, men de fleste frederikshavnerfans var mest interesseret i at finde ud af, om White Hawks har potentiale til at presse forhåndsfavoritterne. Det fik man et mindre svar på for en uges tid siden, da Blue Fox vandt 4-2 over høgene i egen Herning-hule. Det skete efter to ret sene mål, og i den kamp var frederikshavnerne ret godt med.

Til aftenens kamp kunne White Hawks mønstre en ret stærk opstilling. Kun den sidst tilknyttede til holdet – Justin Shugg – var ikke med. Han forventes til gengæld at være klar til første turneringskamp, som er mod Rødovre om en uge.

Den første periode blev lige, men White Hawks skulle kvikt bringe sig foran 2-0. Det skete på to flotte hug fra blue line. Først var det altid velskydende Mads Larsen, der i powerplay sendte skiven ind. Og kort tid efter noterede Brock Beukeboom sig for sit første mål i den hvide trøje, da han også kunne overliste Simon Nielsen i Blue Fox-buret. Mathias Seldrup har stået solidt, siden han skiftede fra Esbjerg Energy inden denne sæson. I aften fortsatte han de gode takter, men reduceringen til 2-1, som blev sendt ind af den tidligere White Hawks-spiller, Mathias Bau, må Seldrup tage på sin kappe. Bag ved mål kom han pludselig i tvivl om, hvad han skulle gøre ved pucken, og så kom Bau imellem og fik erobret den og altså også scoret. 2-1 til White Hawks efter de første 20 minutter.

Der blev ikke scoret i den anden periode, og det kan man blandt andet takke to vågne keepere for. White Hawks var i overtal et par gange i perioden, men det blev aldrig helt farligt, og når man endelig kom til afslutning, så tog Simon Nielsen det hele. Blue Fox havde nogle nærgående forsøg i den anden ende, men Mathias Seldrup har besluttet sig for at få en supersæson i Frederikshavn, og det har han allerede sat vand over til. Træningskampene har indtil nu vist, at Seldrup er en god erstatning for Tadeas Galansky, som jo er rejst til Odense. Stadig 2-1 til hjemmeholdet.

Blue Fox udlignede i starten af den sidste periode. White Hawks havde muligheden for at transportere pucken ud af zonen, men i stedet blev den tabt, og Herning fik en chance, som de udnyttede prompte. Kort efter var Mads Larsen tæt på igen at bringe hjemmeholdet foran, men hans skud blev klaret med det yderste af Simon Nielsens plukhandske. Der kom ikke flere scoringer i den sidste periode, men nøgternt set så burde White Hawks have afgjort det hele for længst. Undervejs tilspillede holdet sig mange store chancer, og der var friløbere til Radim Piroutek og Frederik Bjerrum, uden at det gav noget som helst. Gorm Topholt ramte stolpen fra kort afstand og Lucas Andersen havde et godt forsøg, der var tæt på at gå ind. Herning fik undervejs en gylden mulighed for at vinde. I 55 sekunder var uldjyderne fem mod tre, men selv om man fik sat et pres ind, så kunne de blåklædte ikke passere Seldrup. Holdene måtte ud i forlænget spilletid, og her kunne Thomas Søndergaard afgøre det hele med et mål, der faldt efter en retur fra Simon Nielsen.

Fra næste uge står der point på spil. Det er vi nogle stykker, der glæder os til.

 

 

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – Herning Blue Fox 3-2 (2-1, 0-0, 0-1, 1-0)


VIDEO: White Hawks - Blue Fox LIVESTREAM: WHITE HAWKS møder Herning Blue Fox fredag aften