Trods en rigtig god indsats, lykkedes det ikke at få point med hjem fra Herning onsdag aften. Masser af chancer blev produceret, og trods tre mål, var heldet heller ikke med holdet i de afgørende situationer.

Herning Blue Fox – Frederikshavn White Hawks 6-3 (2-1, 2-0, 2-2)

White Hawks solgte sig dyrt i Herning her til aften, og især i første og tredje periode var det er høge-mandskab der havde et utal af muligheder, som man ellers sjældent får i KVIK Hockey Arena.

Hjemmeholdet indledte med at få et ellers anerkendt mål annulleret, efter coach Fredrik Johansson tog en challenge. Klar offside, som man kun kan undre, at linjedommeren ikke så i første omgang. Der var i øvrigt en del manglende offside kendelser i aften.

Todd Winder bragte vendelboerne foran, da han jagtede en umulig puck, men da Jacob Jessen ikke fik ram på skiven, kunne canadieren firstime den lille sorte ind bag Seldrup.

Gorm Toholt to gange, Fredric Andersson, den nye Alexander Lunsjö, havde alle store muligheder for White Hawks til at score yderligere, og det var et White Hawks mandskab der kom overraskende let til chancer.

Der blev kriget godt, og derfor var det unødvendigt, at man skulle være bagud efter en rigtig god periode. Emil Kristensen og Brett Thompson kunne, med hver deres mål, mod slutningen af perioden, og med kun 51 sekunders mellemrum, vende opgøret på hovedet. 2-1 til Herning efter første periode.

I anden periode blev billedet nok mere det man havde forventet før kampen. Herning mest på pucken, og Kevin Frydkjær blev testet flere gange. To Herning scoringer blev det også til, og man øgede til 4-1, hvilket var stillingen efter den midterste periode. Det var Brett Thompson, igen, og kaptajn Morten Poulsen, i powerplay, der fik stemningen til at løfte sig blandt hjemmepublikummet.

Det var de medrejsende White Hawks fans der fik noget at juble over i starten af tredje periode. I powerplay lykkedes det at reducere til 4-2, da Suistio sendte et godt skud mod mål. Det så ud til at fødselaren Gorm Topholt rørte pucken, og han blev også i første omgang godskrevet scoringen.

Kort opblomstring og tro på tingene i høge-lejren, men så mistede kaptajn Andersson pucken i egen zone, og så kunne Aleksi Ainali gøre det til 5-2.

Nu kom der for alvor gang i den i det midtjyske, og med 11 minutter igen, kunne Alexander Lunsjö reducere til 5-3 for høgene. Svenskeren ligner en omgående forstærkning på White Hawks mandskabet, og lavede flere gode ting, og viste tegn på sin næse for hvor målet står.

Med seks minutter igen var svenskeren tæt på yderligere en reducering, og det var White Hawks på det meste i tredje periode. Man formåede flere gange at presse Herning i bund, og det var et høge-mandskab der virkelig leverede en god indsats.

Trods den gode indsats, og et godt pres til sidst, lykkedes det Morten Poulsen at score i tomt net til 6-3, da Frydkjær havde forladt buret til fordel for en ekstra markspiller.

Der er meget positivt at tage med hjem fra aftenens kamp, og allerede fredag går det igen løs i Metal Ligaen, når de danske mestre fra Sønderjyske gæster Nordjyske Bank Arena.

 

 

 

 

 

 


OPTAKT: Suisio - Vi skal komme ud med stor kampgejst