Det startede ualmindeligt godt for Frederikshavn White Hawks, men Aalborg Pirates kom stærkt igen og vandt fortjent lokalopgøret 7-4.

Når Frederikshavn White Hawks og Aalborg Pirates møder hinanden, så plejer det at være under særlige omstændigheder. I fyldte haller for eksempel. Ofte har der været 5000 i Gigantium, og Nordjyske Bank Arena er almindeligvis også godt fyldt. Vi få, der var så heldige at kunne være til stede i forbindelse med aftenens lokalopgør, blev mødt af en på alle måder kontrastfyldt Nordjyske Bank Arena, hvor tilskuerpladserne var gabende tomme og lokalopgørsatmosfæren var helt fraværende. Meget underligt.

Og så var det i øvrigt to hold med helt forskellige forudsætninger, der stillede op. White Hawks har i den senere tid levet en elevatortilværelse med først en serie af nederlag, siden fem sejre i træk, og lige nu befinder holdet sig igen i en mindre spillemæssig krise. Nederlaget til især Odense Bulldogs absolutte bundhold i søndags - men også de ret store stryg i Esbjerg i tirsdags – pynter ikke. Aalborg Pirates har derimod helt anderledes gang i sagerne, og aalborgenserne er ligaens med afstand bedste udehold med hele ti sejre og kun to nederlag. Det er ikke for meget sagt, at optimismen hos hjemmeholdet kunne ligge på et meget lille sted inden opgøret.

I den første periode fik man hurtigt en fornemmelse af, hvorfor Aalborg er så godt kørende i øjeblikket. De var kvikke og fysisk stærke, Pirates-spillerne, og det forekom at være nemt for dem at komme til chancer. Alligevel skulle de lukke 4 kasser ind og gå til pause bagud med 2. Her får du lige en forklaring på, hvordan det kunne ske. Lucas Andersen bragte White Hawks foran efter 4 minutters spil. Andersen fik en støbt aflevering fra Nikolaj Krag, havde frit løb mod mål og kunne enkelt lægge pucken ind bag George Sørensen. Det fik Garth Murray – Pirates coachen – til straks at tage timepout. Det virkede som en overreaktion. Men ikke desto mindre udlignede Kirill Kabanov tre minutter senere efter et overlegent soloridt, hvor høge-forsvaret gav ham alt for meget plads og tid. Så fik de få frederikshavnere i Nordjyske Bank Arena nervøse trækninger, men det var helt unødvendigt. Gorm Topholt løb en halvskæv pasning op og drejede flot pucken ind bag George Sørensen. Lasse Bo Knudsen – den iltre Pirates-back – har det med at være yndlingshadeoffer i Frederikshavn. I aften gjorde han igen sit til at udfylde rollen. Han lavede i samme spilsituation to udvisninger, og især den sidste – på Gorm Topholt – var slem. Det gav to gange to minutter til Knudsen, og det udnyttede hjemmeholdet til at score to kasser. Powerplay har ikke været Jesper Jensen og holdkammeraternes hede kop te i den sidste tid, men der var nye boller på suppen i aften. Målet til 3-1 var intet mindre end fremragende. Et studie i, hvordan man spiller powerplay. Klap-klap-hockey og så farvel til en forgæves sprællende keeper. Se selv målet, når videofolkene hos White Hawks har lagt billederne ud. Russerhockey. Jesper Jensen var målscorer. Og kort efter blev det som sagt også 4-1. Igen efter godt powerplayopspil, og denne gang havde Lucas Andersen sidste stav på pucken, og han lavede altså sit andet mål. Pierre-Olivier Morin reducerede i en situation, hvor Pirates havde seks markspillere på isen, fordi der var en afventende udvisning på en høgespiller, men det kunne ikke slette indtrykket af et godt kæmpende og spillemæssigt inspireret White Hawks-hold, der udnyttede de muligheder, som opstod. 4-2 til White Hawks efter den første periode.

Aalborg Pirates sad på meget af spillet, men White Hawks var kreative og udfordrende, når chancerne var der. Det var kampbilledet i den første periode, og det fortsatte i den anden. Som i øvrigt blev indledt med en chance, der kunne være blevet til noget spændende. Desværre kunne Mathias Mølgaard ikke få pucken lagt ind foran mål til en fremstormende Sebastian Brinkmann. Kort efter fik hjemmeholdet endnu et powerplay, og igen blev det flot spillet. Der kom dog ikke mål ud af det. Pierre-Olivier Morin er en giftig herre, og det beviste han igen omtrent midtvejs i perioden. Han sendte en slangehug op i nettaget hos Mathias Seldrup og reducerede dermed til 4-3. Et nyt powerplay til White Hawks var tæt på at udvikle sig til en kopi af det fremragende mål fra første periode. Den eneste forskel var, at Lucas Andersen ikke fik ramt målet. Thomas Søndergaard fik desuden en god mulighed i overtalsspillet, og en overgang var hjemmeholdet fem mod tre, uden der kom scoring ud af anstrengelserne. Ikke flere mål i en noget kaotisk og taktisk periode. 4-3 til White Hawks.

Den sidste periode blev indledt rodet og præget af mange nærkampe. Der var kamp om hver eneste puck, og det polerede ishockey led under det. For White Hawks gjaldt det om at lægge pucken ud af zonen og stå tæt forsvaret. Indledningsvist var den plan i orden, men da Josh MacDonald efter seks minutter og en sjat udlignede, anede man hvor det bar hen. Pirates virkede hurtigere og fysisk stærkere end høgespillerne, og det begyndte langsomt at tære på hjemmeholdet. Josh MacDonald kunne kort efter udligningen også bringe Pirates foran, og da Thomas Spelling i powerplay gjorde det til 6-4 til aalborgenserne, var kampen afgjort. Jari Pasanen tog Mathias Seldrup ud til sidst, og det udnyttede Pirates tilat score til 7-4. White Hawks startede flottere og mere velspillende end længe set, men holdet blev til sidst løbet over ende af et Pirates-hold, der har kvalitet på alle pladser.

 

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – Aalborg Pirates  4-7 (4-2, 0-1, 0-4)

 

Målscorere:

04.14:                1-0: Lucas Andersen (Nikolaj Krag, Jensen)

09.48:                 1-1: Kirill Kabanov (Brøndberg)

11.55:                 2-1: Gorm Topholt (T. Søndergaard)

14.15:                 3-1: Jesper Jensen (T. Søndergaard, Andersen)

16.09                  4-1: Lucas Andersen (Jensen, Larsen)

18.20                  4-2: Pierre-Olivier Morin (Brøndberg)

28.56                  4-3: Pierre-Olivier Morin (MacDonald, Kabanov)

46.02                  4-4: Josh MacDonald (Madsen)

50.50                  4-5: Josh MacDonald (Neill)

51.13                  4-6: Thomas Spelling (Højbjerg, Bergholt)

58.54                  4-7: Kirill Kabanov (Højbjerg)


VIDEO: Christian Mieritz STREAM: Frederikshavn White Hawks-Aalborg Pirates