Det var måske ikke den største ishockeymæssige oplevelse, da Frederikshavn White Hawks tirsdag aften besejrede Rungsted Seier Capital med 1-0. Til gengæld var der ingredienser i matchen, som blev påskønnet at et desværre beskedent hjemmepublikum. Fight, intensitet og lysten til at ofre sig for holdet var toneangivende elementer i et opgør, der dog kunne være gået til begge sider.

Men nu vandt White Hawks med 1-0, og det var i øvrigt første gang i denne sæson, at holdet noterede et ”clean-sheet”. En god defensiv banede naturligvis vejen for netop dette, men i særdeleshed må man jo rose Tadeas Galansky i målet for at vise sit virkelige værd, når det gjaldt. Flere gange hev tjekken store redninger op af værktøjskassen, og ved at par tilfælde havde de fleste set pucken inde for så blot at konstatere, at Galansky fik sig sideforflyttet og kunne diske op med en redning.

Høgene har nu vundet de seneste fem kampe i træk, og det er første gang det sker i mere end tre år. Det er en ualmindelig dejlig stime, holdet er inde i. Så ved jeg godt, at de fem vundne kampe er kommet imod hold, der roder lidt rundt i de nederste dele af ligaen. Rungsted har man slået, Herlev to gange, Esbjerg og Rødovre en enkelt gang. Men kampene skal trods alt vindes, og både Rungsted – der altså for nogle måneder siden var i DM-finalen – og Esbjerg og Herlev var en overgang i spil til Final 4. Så coach Pelle Hånberg har en pointe, når han påstår, at nu begynder det at ligne noget.

Fredag aften kan det så blive til en ny sejr for White Hawks. Rødovre Migthy Bulls kommer på besøg, og på forhånd tegner det til at blive en spændende kamp. Rødovre ligger sidst i ligaen, og mange har været i gang med at dømme dem helt ude. Heldigvis for både ligaen og Rødovre selv er dette ikke tilfældet. I søndags viste de røde fra Forstadskøbenhavn, at man slet ikke lægger sig og ruller endnu. Hjemme i Rødovre Skøjte Arena vandt man en solid – lidt overraskende, men flot – 4-0 sejr over SønderjyskE, og man lagde tre vigtige point til det regnskab, der en gang skal fortælle, hvem der lige præcis ikke når med i slutspillet. Mighty Bulls har i skrivende stund 12 point og har 10 af slagsen op til den slutspilsgivende ottendeplads, som Esbjerg sidder på. Og så er det værd at notere, at Rødovre - trods bundplaceringen - spiller offensiv og seværdig hockey, og de taber faktisk sjældent med store cifre. 

Skulle White Hawks vinde i morgen, så vil det altså være sjette sejr i træk. Det i sig selv vil være flot. Men man vil samtidig lægge sig på højde med nogle af de bedste ”streaks” – læs stimer – som White Hawks-hold har leveret igennem de senere mange år. Kun tre gange i perioden mellem 2013 og til i dag er det lykkedes et frederikshavnerhold at vinde seks kampe i træk. White Hawks kan med andre ord – med en sejr over Rødovre – tangere sejrsrekorden for de seneste 10 år. Alligevel noget.

Radek Cip – tjekken, der er blevet indkøbt til denne sæson – skulle langt om længe være med igen fredag. Cip har været igennem en længere skadesperiode og har ikke spillet, siden høgene i oktober tabte 0-2 i Herning. Desuden ser det også ud til, at Jonas Jakobsen snart er med igen. Jakobsen har desværre været ramt af flere skader i sin frederikshavnertid, men nu lysner det. Og så kan man glæde sig over, at White Hawks – og man må nok sige helt ud af det blå – har fået et nyt kort at spille. Michal Vagner – en 20 årig tjekke, der har spillet U20-hockey for FIK – deltog i sidste uge i træning med elitespillerne og gjorde det så godt, at han blev indlemmet til Rungsted-matchen i tirsdags. Og Vagner leverede en flot debutkamp på sin 20 års fødselsdag, og han er med garanti involveret i truppen igen fredag.

Frederikshavn White Hawks – Rødovre Mighty Bulls spilles fredag aften klokken 20.00.

 


Kamp magasinet pucken varmer op til fredagshockey mellem White Hawks og Rødovre Mighty Bulls HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE FRA Frederikshavn-Rungsted