Da Frederikshavn White Hawks sidste søndag tabte den anden kvartfinalekamp hjemme i Nordjyske Bank Arena til Esbjerg Energy, så det mere end problematisk ud for et nordjysk avancement, og et bjerg af problemer tårnede sig op for høgene. Men så vandt man tirsdag i Granly Hockey Arena efter en gyserafslutning, og pludselig er stemningen vendt igen. Selvfølgelig kan man gøre serien tæt, og selvfølgelig kan man ryste Energy, synes holdningen nu at være. Skulle der realiteter bag den opfattelse, var det nødvendigt med en sejr i fredagens fjerde afsnit af den serie, der er spået til at blive den mest jævnbyrdige. Og det er den så i øvrigt allerede blevet, idet alle andre kvartfinaler er endt 4-0 til det højest seedede hold.

White Hawks begyndte egentlig opgøret fornuftigt. Der var aggressivitet over hjemmeholdet, og der blev skabt en smule i angrebet. Rasmus Søndergaard fik imidlertid en udvisning for Tripping, og det ændrede kampbilledet. Esbjerg satte et fint powerplay op, og man skabte mange muligheder og fik også skudt flittigt på Filip Larsson. Men en kombination af gode evner hos Larsson og et fightervilligt forsvar, der blokerede masser af pucke, gjorde, at høgene slap igennem uden at indkassere et mål imod. Da man blev fuldtallige fik Energy en friløber, men også her var Larsson vågen. I den anden ende kunne Thomas Søndergaard have scoret for høgene. Søndergaard vendte rundt fra en position bag målet og fik sendt et skud imod mål, som Mads Søgaard i Energy-kassen dog tog. Det var i øvrigt dejligt at se den tidligere White Hawks-spiller Jeppe Vinther tilbage på is. Vinther er blevet opereret efter at have fået en puck i ansigtet. 16.22 inde i den første periode kom den forløsning, som alle frederikshavnere havde ventet på. Hjemmeholdet kom foran, og det skete efter en situation, hvor Niklas Pavel fra blue line sendte et halvblødt trækskud mod mål. Søgaards udsyn var spærret af blandt andre Sebastian Brinkmann, og så sejlede pucken hele vejen ind. Kort efter havde Niklas Krag en stor chance, men hans skud sad lige på Søgaard. Mod periodens absolutte slutning tog White Hawks en træls udvisning for at være for mange mand på isen. Energy nåede ikke at få udnyttet overtallet, men tager 1.43 med over i den anden periode.

Midterperioden var på ingen måde god for hjemmeholdet. Esbjerg fik umiddelbart sat sig på spillet, idet man var i powerplay. Der kom ikke noget ud af det, men Energy-spillerne dominerede fuldstændigt og kørte hårdt på for en udligning. White Hawks var presset helt i bund, og man sad bare og ventede på, at målet kom. I de første 7 minutter have høgene ikke et skud på mål. Til gengæld brændte det på hos Filip Larsson, og til sidst gik den heller ikke længere. Jordan Smotherman udlignede, og desværre kom der også ret hurtigt et føringsmål til Esbjerg. Kun halvandet minut efter det første mål, sendte Søren Nielsen sit hold foran. Det var både forventet og helt i orden efter spil og chancer. Esbjerg var her og der og allevegne, og Jari Pasanen i høgenes boks tog en betimelig timeout i en situation, hvor høgene efter længere tids tryk havde sendt pucken til icing. Det gav luft og plads til et modangreb, der endte med en Esbjerg-udvisning for Hooking. Kampens første powerplay til hjemmeholdet gav dog ikke det store. Et par forkølede skud blev det til, men ikke noget, der for alvor lugtede af mål. Esbjerg vinder anden periode 2-0 og var foran 2-1 inden de sidste tyve minutter. Det var billigt sluppet for et hjemmehold, der ikke havde meget at byde på i perioden.

Det er naturligvis unødvendigt at konstatere, at stemningen i Nordjyske Bank Arena var fraværende. Men det hjalp nu heller ikke, at hjemmeholdet havde det ualmindeligt svært. Esbjerg virkede hurtigere og med en bedre plan, og man frygtede faktisk det værste for høgene. Men sport er en underlig størrelse, og det går ikke altid som præsten prædiker. Pludselig faldt der en udligning, og den kom ud af ingenting. Thomas Søndergaard sendte fra en vinkel, der var mere end spids, pucken ind foran kassen, hvor den fik lov til at sejle hele vejen ind. Og kun knap et minut senere kom hjemmeholdet igen foran. Det skete efter en situation, hvor der var mistanke om, at pucken blev sparket ind. Tv-optagelserne viste dog, at det slet ikke var tilfældet, og Brinkmanns mål talte. Hvordan den udvikling i kampen kunne finde sted, forstod man ikke helt, men høgene var foran, og så lignede det pludselig en udvisning i serien. Med fire minutter igen måtte Lucas Andersen ud i to minutter. Det gav et endnu mere intensiveret pres mod høgekassen. Filip Larsson sprællede vildt i målet, og ved flere lejligheder viste han stor klasse. Med 44 sekunder tilbage af udvisningen røg også Niklas Pavel ud. Så var Esbjerg fem mod tre, og så skal det gå galt. Det gjorde det også. Høgene kæmpede heroisk i med to mand mindre, og man overlevede sådan set også den situation, for man nåede at få Lucas Andersen ind. Men 1.33 tilbage på uret kom udligningen, og den var der ikke så meget at sige til. Et helt ustyrligt bombardement af Filip Larsson endte med en løs puck i slottet, og den blev sendt det sidste stykke ind af Brady Shaw. For anden gang i træk ender den ordinære kamp mellem de to hold 3-3, og der skulle forlænget spilletid til.

I den forlængede spilletid bølgede det frem og tilbage. Esbjerg var stadig mest farligt og fik afsluttet mest, men det hele skulle alligevel ende lykkeligt for White Hawks. Efter fire miutters spil jagtede Justin Shugg en puck, han kom først på den og fik også afsluttet. Det lignede først en redning, men pucken gled langsomt ind i kassen. Det var tydeligt, at den scoring gav forløsning i høge-lejren, hvor alle spillere og træner Jari Pasanen røg på isen for at hylde Shugg. White Hawks udligner til 2-2, og nu er der for alvor sat vand over til en vild serieafslutning. Næste kapitel skrives søndag aften i Esbjerg. Igen en tv-kamp.

 

 

Kampen i tal:

Frederikshavn White Hawks – Esbjerg Energy  (1-0, 0-2, 2-1, 1-0)

 

 

Målscorere:

16.22:                 1-0: Niklas Pavel (Iversen, Hammond)

24.32:                 1-1: Jordan Smotherman (Vinther, O`Donnell)

26.30:                 1-2: Søren Nielsen (Sherman)

45.57:                 2-2: Thomas Søndergaard (Mølgaard, Pavel)

47.04:                 3-2: Sebastian Brinkmann (Andersen, Beukeboom)

58.27:                 3-3: Brady Shaw

63.50:                 4-3: Justin Shugg

 


Video: Sebastian Brinkman Kampmagasinet Pucken om kampen i aften