Vi fik langt fra den start, vi havde håbet på, og efter godt fem minutter var Esbjerg foran 2-0. Reaktionen kom dog hurtigt. Albert Schioldan reducerede, Anton Stenbakken udlignede, og kort før pausen fuldendte Christopher Frederiksen et stærkt comeback, da han gjorde det til 3-2.
Esbjerg udlignede tidligt i anden periode, men White Hawks svarede igen. Aleksi Halme og Mikkel Bertelsen sørgede for, at vi kunne gå til anden pause foran 5-3.
I tredje periode kom vi under stort pres, og selvom Marcus Bjørn leverede flere stærke redninger, lykkedes det Esbjerg at komme tilbage. Med lidt over et minut tilbage faldt udligningen til 5-5, og dermed måtte kampen i overtid.
Her var Christopher Frederiksen tæt på at afgøre kampen, da han ramte stolpen. Der kom dog ingen scoring, og derfor skulle det hele afgøres på straffeslag. Her scorede både Christopher Frederiksen og Oskar Drugge, og dermed kunne White Hawks tage det ekstra point og sejren med hjem til Frederikshavn.
Kampen blev samtidig Oskar Drugges sidste i White Hawks-trøjen i denne omgang, da hans korttidskontrakt nu udløber. Den svenske back nåede fem kampe for klubben, og vi siger tak til Oskar for indsatsen og for at træde til og hjælpe holdet i en periode, hvor der var brug for det.
Med sejren står White Hawks nu med 23 point efter 10 kampe. Nu venter ni dage uden kamp, inden Herning Blue Fox gæster Nordjyske Bank Arena næste fredag.