Forspringet til Rødovre er stadig på 11 point. Men Frederikshavn White Hawks havde sat næsen op efter definitivt at kunne lukke debatten om, hvem der kommer i slutspillet, da man fredag aften gæstede Rødovre Skøjte Arena. Men nederlaget blev til at tage at føle på – 5-1 til Mighty Bulls – og nu lever snakken videre i hvert fald for en stund. Både White Hawks og Migthy Bulls har 24 point at spille om, inden Metal Ligaen gør scoren op. Der resterer et enkelt indbyrdes opgør mere – det finder sted om en lille uges tid også i Rødovre – og i worst-case-scenariet kan Olaf Eller-drengene være kun 8 point efter. Så det snerper til.
Søndag eftermiddag skal høgene på den igen. Endnu en gang er man på udebane, og det er Granly Hockey Arena, der lægger is til. Esbjerg Energy – som White Hawks altså møder – er inde i en stærk periode, og man har tre rene sejre i træk. Det er gået ud over Odense, Herlev og Rungsted, og esbjergenserne kan skimte den vitale fjerdeplads, der vil give hjemmebane i en kvartfinale. Derfor må man forvente, at spændings- og ambitionsniveauet er højt hos Søren Nielsen, Simon Grønvaldt og alle de andre Energy-spillere. Der er lagt i kakkelovnen til White Hawks, hvis form jo ikke er prangende.
Jesper Jensen, Jonas Jakobsen og desværre også Christopher Frederiksen var ikke med i Rødovre, og det blev et problem. De to førstnævnte har man vænnet sig til at undvære, da de har siddet ude i en længere periode, men Frederiksens fravær var uventet. Årsagen kendes ikke herfra, men håbet går da på, at høgetopscoreren igen er med søndag. Christopher Frederiksen er desuden udtaget til landsholdet, der spiller firenationersturnering senere på ugen. Den oplevelse kan man godt unde Frederiksen. Forhåbentlig er der tale om en kort og snarligt overstået skade.
White Hawks har håneretten mod Esbjerg. Man har vundet de to seneste indbyrdes opgør. Senest blev det i slutningen af januar 4-3 hjemme i Nordjyske Bank Arena. Det store spørgsmål er, om man kan komme tilbage på vindersporet mod et hold, der har momentum. Vi ved meget mere, når søndag eftermiddag bliver til aften.
Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks spilles søndag klokken 15.00.