White Hawks rejste sig og vandt yderst fortjent 4-1 over Blue Fox. En kamp med masser af intensitet og til tider hårdt fysisk spil.

Frederikshavn White Hawks – Herning Blue Fox  4-1 (1-0, 1-1, 2-0)

Det var 1. pladsen mod 4. pladsen, der tørnede sammen i Nordjyske Bank Arena her til aften. Begge hold kæmper lige nu hårdt for at holde fast i deres nuværende positioner i Metal Ligaen. SønderjyskE og Esbjerg rører nemlig gevaldigt på sig, og er begyndt at ånde henholdsvis aftens gæster og White Hawks i nakken. Niklas Pavel var ude med rygproblemer men Mark McNeill var med igen efter et lille maveonde. En god nyhed tikkede ind idag. White Hawks kaptajnen Jesper Jensen er nemlig udtaget til den danske OL-trup. Tillykke med det!

Kampens dommerkvartet: Steffan Ørvad Frydkjær, Martin Theiltoft Christensen, Alexander Kaptain og Emil Skov Dalsgaard

Første periode

Fra første Faceoff af, var det tydeligt, at begge hold ønskede at være den spilstyrende part. Begge hold diskede op med hårde og præcise pasninger, og der blev ikke givet ved dørene i nærkampene noget sted på banen. Der var virkelig lagt op til en herrefight denne torsdag aften i Nordjyske Bank Arena. Der skulle da heller ikke gå mere end 3.27 af første periode inden den første udvisning faldt. Den tvivlsomme ære måtte Hernings Teemu Pulkkinen påtage sig. Han fik 2 min. for Other offences. White Hawks i Powerplay. Det fik hjemmeholdet hurtigt sat op og efter rigtig flot kombinationsspil, var White Hawks uhyre tæt på at bringe sig foran 1-0. Kun stolpen reddede Herning fra den tort. Selv om Herning klarede frisag og blev fuldtallige, var det nu White Hawks som styrede begivenhederne og fik sat Herning under et massivt pres. Hjemmeholdet fik også skudt pucken i målet, men hjemmeholdets tilbagevendte fans måtte væbne sig med tålmodighed, da målet højst overraskende blev annulleret for Offside i målfeltet. Pasanen valgte omgående tage en Challenge på den, da han ikke mente, at der var Offside i målfeltet. Tv-billederne i hallen bekræftede Pasanens vurdering, og målet blev korrekt godkendt. 1-0 til White Hawks. Målscore Sebastian Brinkmann (uass.) En udtryksfuld start af hjemmeholdet. Hen mod slutningen af perioden kom Herning mere med i kampen og fik reddet stormen af. Perioden sluttede fuldt fortjent 1-0 til hjemmeholdet og der lå højst sandsynligt to uhyre tætte perioder forude for begge hold.

Anden periode

Anden periode startede næsten ligeså hæsblæsende som første. Det fysiske spil fortsatte og banderne var virkelig på overarbejde. En mindre batalje mellem en White Hawks spiller og en Blue Fox spiller udviklede sig til en decideret hævnagt på White Hawksspilleren. Dårligt dommerarbejde, at den ikke blev takseret til en 2 min. udvisning. Begge hold var virkelig tændte og i tiden 23.20 blev begge hold så også ramt af en 2 min. udvisning. Jesper Jensen for Hooking og Mathias Bau Hansen for Cross-checking. Frustrationerne hos gæsterne var til at få øje på, for i tiden 26.36 måtte Herning endnu engang i straffeboksen. Et pucktab i midtzonen af Hernings Jakob Jessen gav White Hawks en mulighed for at skabe en 2 mod 1 situation, så Jakob Jessen måtte hive en Slashing ud af ærmet for at afværge situationen. White Hawks i Powerplay for anden gang i kampen. Det lykkedes ikke for hjemmeholdet at udnytte overtallet men man holdte fast i den spilstyrende del og Herning levede på omstillinger og de fejl hjemmeholdet lavede. I tiden 30.32 måtte Mark McNeill ud 2 min. for Slashing. Det var Hernings tur til at være i Powerplay og der gik ikke lang tid inden Blue Fox udnyttede det. Målet scoret af Mads Christensen (ass. Morten Poulsen og Petter Hansson) til stillingen 1-1. Selv om Herning fik prikket hul på Tadeas Galansky, virkede hjemmeholdet ikke til at være mærket af det. De fortsatte med at lægge pres på Herning og man havde tålmodighed – både i opspil og i defensiven. Belønningen kom i tiden 33.43. White Hawks kom på 2-1. Målscore Aleksi Halme (ass. Mads F. Iversen og Lucas Andersen). Bagud 2-1 forsøgte Herning sig med et højere pres i Frederikshavns zone men en utroligt velfungerende og disciplineret defensiv gjorde, at Herning pressede forgæves. Tingene fungerede ikke for gæsterne og det var tydeligt at se – og høre, hvordan det frustrerede Herningspillerne. Perioden endte 2-1 til White Hawks.

Tredje periode

Hvorfor ikke starte perioden med et mål? Nogen bedre indledning på tredje periode kunne Pasanen næppe have ønsket sig. I tiden 42.32 udbyggede hjemmeholdet føringen til 3-1 ved Christopher Frederiksen (ass. Sebastian Brinkmann og Thomas Søndergaard) De små fysiske dueller i kampen levede stadig og i tiden 44.10 var det hjemmeholdets Mads Larsen, der måtte en tur i straffeboksen 2 min. for Slashing. Men når White Hawks har et af Metalligaens bedste Boxplays, så er en lille udvisning ikke noget der ryster hjemmeholdet. Nogen vil hævde, at dommeren godt kunne have fået en 2 min. udvisning for ”Roughing”, da han sendte Mathias Bau Hansen i isen i forbindelse med et kædeskifte. Selvfølgelig hændeligt uheld. Der blev stadig spillet med musklerne og der var i det hele taget en intens atmosfære inde på isen. Masser af små nærkampe med små efterspil. Dommerne havde virkelig fået noget at se til. Herning begyndte dog langsomt at få tag i kampen og fik presset hjemmeholdet langt tilbage i egen zone, men nogen farlige chancer fik de aldrig spillet sig frem til. Stærkt defensivt arbejde af White Hawks i den fase af kampen. 2.40 igen af perioden trak Pekka Tirkkonen målmanden og nu var det 5 mod 6. Hjemmepublikum fornemmede dog, at sejren var indenfor rækkevidde og klapsalverne faldt taktfast og fortjent ned mod White Hawksspillerne under Timeout’en. Kronen på værket kom med et minut igen af kampen. Eemeli Räsänen skød pucken i tomt mål fra egen zone af til stillingen 4-1 - og dermed ”god tur” hjem til de tandløse ræve.

Næste kamp for Frederikshavn White Hawks er mandag d.24.1. kl.19.00 ude mod SønderjyskE

Målscore:

03.27: 1-0 Sebastian Brinkmann (uass.)

31.03: 1-1 Mads Christensen (ass. Morten Poulsen, Petter Hansson)

33.43: 2-1 Aleksi Halme (ass. Lucas Andersen, Mads F. Iversen)

42.32: 3-1 Christopher Frederiksen (ass. Sebastian Brinkmann, Thomas Søndergaard)

58.50: 4-1 Eemeli Räsänen (uass. Mark McNeill) – empty net goal

Udvisninger Frederikshavn White Hawks: 3 x 2 min.

Udvisninger Herning Blue Fox: 3 x 2 min.

Tilskuere: ca. 1500


Video: Thomas Søndergaard Kampmagasinet Pucken om dagens kamp mod Herning Blue Fox