Frederikshavn White Hawks har været i ilden i Metal Ligaen ad tre omgange, og desværre er man endnu ikke lykkedes med at sætte point på kontoen. Nederlagene til Odense Bulldogs, Rødovre Mighty Bulls og SønderjyskE har sendt frederikshavnerne ned i den knap så sjove ende af tabellen. Men der er heldigvis tid til at vinde nye slag, og tirsdag aften får man endnu en mulighed, når vicemestrene fra Herning Blue Fox kigger forbi Nordjyske Bank Arena.

Og så kan det godt være, der står et rundt nul på pointkontoen, men et nærstudie af de spillede kampe viser, at White Hawks har været med i dem alle. Tadeas Galansky har forladt sin kasse i slutminutterne af alle tre opgør, hvor man har satset alt for at få en udligning sat ind. Det har givet bagslag, men det understreger under alle omstændigheder, at høgene har været tæt på. Derfor er der også forhåbninger om, at man allerede tirsdag aften kan få lidt held i sprøjten og point.

Herning Blue Fox er altså modstanderen, og de to hold fik fornemmet hinandens styrker i forbindelse med to preseason-kampe, som blev afviklet ude og hjemme. Midtjyderne vandt begge ret klart, og især i Nordjyske Bank Arena så omkring 1000 tilskuere en forskel på de to hold. Her kunne Herning have vundet større. Siden har Pelle Hånbergs tropper dog ikke kunnet leve op til den favoritværdighed, som mange har udstyret dem med på forhånd. Blue Fox har spillet 5 kampe i Metal Ligaen og endnu ikke vundet i ordinær tid. En enkelt overtidssejr over SønderjyskE er det blevet til, og så har man tabt resten.

Rasmus Søndergaard – den tidligere kaptajn og trofaste White Hawks-kæmpe, som er noget så sjældent som en rigtig ”one-club-player” – var efter opgøret mod SønderjyskE ærgerlig over kampens udfald, men glad for, at man fik vist moral og kampgejst. Desværre, argumenterede Søndergaard, var der et udfald i anden periode på 10-12 minutter, hvor SønderjyskE fik alt for nemt spil i midtzonen, og det udnyttede det Vojens-baserede hold til at afgøre sagerne. Der er megen sandhed i Søndergaards betragtninger, men man kan altså ikke løbe fra, at man lukker for mange mål ind. 13 er det blevet til i de første tre kampe, og i forsæsonens 5 kampe måtte Galansky og Kevin Frydkjær på skift hente pucken ud af nettet 24 gange. Her har Patric Wener og Aleksandr Bumagin et issue, man skal have fundet en løsning på.

Herning Blue Fox har vundet 8 af de seneste 10 indbyrdes opgør, de seneste 4 i træk og de seneste 2 opgør i Nordjyske Bank og sammenlagt hedder måldifferencen i de opgør 17-36. Men man skal ikke længere tilbage end til marts i år for at finde en White Hawks-sejr i møderne med hedens helte. Ved den lejlighed blev det 4-1 på to scoringer af Aleksi Halme, Rasmus Søndergaard og Jonas Jakobsen, og intet taler for, at det ikke kan ske igen. White Hawks trænger til en succes, og den kommer tirsdag aften. Det må selv du selv ud i hallen for at konstatere.

Frederikshavn White Hawks – Herning Blue Fox spilles tirsdag aften. Bemærk, at opgøret går i gang klokken 19.30.

PS:Har du erhvervet dig abonnement til Metal Ligaen.tv, kan du se kampen direkte her. Fredag aften bød på store udfordringer for det nye tv-set-up, som viser alle kampe fra Danmarks bedste ishockeyrække, og rundt omkring i landet var der udbredt utilfredshed med produktet. Der er blevet arbejdet seriøst i kulisserne for, at fredagens oplevelse bliver en éngangsforestilling, og alle de informationer, som jeg er i besiddelse af, indikerer, at de tekniske problemer skulle være løst. Forhåbentligt er det tilfældet.

 


Video: Patric Wener GOALSHOW: Se målene fra SønderjyskE-Frederikshavn