Christopher Frederiksen er tilbage i den hvide trøje

Vi tør roligt kalde det en forsinket julegave til White Hawks fans og sponsorer, når vi i dag kan præsentere Christopher Frederiksen tilbage i den hvide trøje nummer 49.

Han behøver vel ikke nærmere præsentation, da det kun er et halvt år siden vi sagde farvel til ham, da han skulle ud på sit franske eventyr. Et eventyr, der desværre er blevet spoleret af Corona, hvilket har gjort at den bedste franske Ligue Magnus er lukket ned, og man ikke ved om den kommer i gang igen i denne sæson.

Derfor blev det blot til syv optrædener for Amiens, der ud over et aflyst Continental Cup, nu også må se en helt lukket liga. Samtidig har det været et stort ønske for Christopher at vende hjem, så han kan være sammen med familien i en svær tid for dem.

Vi har skrevet en kontrakt med Christopher Frederiksen for resten af denne sæson, plus to sæsoner mere. Vi kalder det et scoop, og glæder os ualmindelig meget til at få Christopher hjem igen. Hans seneste sæson for White Hawks kastede hele 43 point af sig, hvor han var i en giftig kæde med Dane Fox og Aleksandr Bumagin.

Selv siger Christopher Frederiksen om hans tilbagevenden til Frederikshavn White Hawks.

-Det kommer ikke som nogen hemmelighed at vi selvfølgelig også har været underlagt Covid 19 i Frankrig, såvel som I andre har i Danmark. Vi har i en længere periode kun måtte forlade hjemmet i én time i døgnet. Det har haft store konsekvenser for ishockeyen dernede, som aldrig rigtig kom i gang. Men når det så er sagt, har vi i den nærmeste familie været præget af flere dødsfald og alvorlig sygdom det sidste års tid. Det har kostet mange søvnløse nætter, og sat samvittigheden på prøve. Senest ramte det et nært familiemedlem, som siden d 1 januar har været indlagt på intensiv afdeling, og det var bare dråben.

-Amiens har været en kæmpe oplevelse, både for mig og min lille familie, og helt sikkert noget jeg ikke vil udelukke i fremtiden. De har haft stor forståelse for min situation, og der skal lyde en kæmpe tak til både folk på, bag, og omkring isen. Det har været en fornøjelse.

-Jeg glæder mig til at trække White Hawks trøjen over hovedet igen, og ser frem til at lære de nye på holdet at kende. Jeg forventer, og håber, vi kan nå langt i år. Men lige nu glæder jeg mig bare allermest til at kunne fokusere på ishockey, tæt på familien, og med ro i sindet.

Christopher returnerede til byen sent tirsdag aften, og vi håber meget han kan gøre comeback på fredag i tv-kampen på udebane mod Rungsted.

Med venlig hilsen

Elite Nord Frederikshavn A/S


Rungsted er næste test for White Hawks Virtuelle billetter