Det var et White Hawks hold, der ydede noget bedre modstand denne fredag aften. Lige lidt hjalp det. Esbjerg står nu med det ene ben i DM-semifinalen mens Danmarks nordligste ishockeyklub er tæt på at kunne gå på tidlig sommerferie. Den ellers så sikre sidste skanse Galansky fik en uheldig hovedrolle.

4 DM kvartfinale

Esbjerg Energy – Frederikshavn White Hawks 3-1 (1-0, 1-0, 1-1)

Værst tænkelige optakt for de hårdt pressede White Hawks spillere, da trafikale problemer på vej ned igennem Jylland bevirkede, at spillerbussen ankom noget senere end planlagt til Granly Hockey Arena. Dette skulle vise sig at være et varsel om en dårlig aften. Spillere og stab kom frem og kampen var heldigvis ”kun” udsat en tyve minutters penge.

Kampens dommerkvartet: Mads Frandsen, Kenneth A. Nielsen, Andreas Weise Krøyer, Niklas Knøsen

Første periode

Trods den noget forstyrrede optakt til kampen, så var det faktisk Frederikshavn, der kom bedst fra start og havde flere gode muligheder for, at ryste hjemmeholdet med en hurtig scoring. Man kan selvfølgelig også argumentere for, at det netop var Frederikshavn, der var presset til at vinde kampen og derfor forventede man også et langt mere offensivt indstillet Høgehold. Gode takter trods alt. I tiden 9.25 blev den gode indledning på kampen så spoleret ved en tåbelig High Sticking fra Jonathan Brinkmann. Ikke ligefrem den måde man udfordrer Esbjerg på, når man er bagud i kvartfinaleserien og har brug for en sejr. White Hawks holdt dog stand takket være et godt Boxplay, som også har været kendetegnene i grundspillet. Efter en lidt rodet episode i neutral zone, fik Esbjerg brudt White Hawks’ spil og efter en flot pasning fra Oliver Kjær kunne Craig Puffer bringe Esbjerg i front 1-0 til stor jubel for hjemmeholdets fans naturligvis. Ikke helt fortjent, hvis man ser på chancefordelingen, men det kunne vendelboerne ikke bruge til noget. De var bagud igen, og der ventede en spændende anden periode, hvor man måtte forvente en White Hawks hold, der kom ud med ild i øjnene.

Anden periode

Hvis man havde håbet på et White Hawks modsvar, så blev man slemt skuffet. Der var knap spillet to minutter af anden periode da Esbjergs Phillip Schultz broderede sig igennem et nærmest forstenet White Hawks forvar, og totalt udplacerede Tadeas Galansky, der ikke fik meget hjælp fra sine holdkammerater. En flot solo præstation, der stod i skærende kontrast til det hamrende ineffektivt forsvarsspil af vendelboerne. 2-0 til Esbjerg og selvom Frederikshavn forsøgte at slå igen gik kampen hen og blev en lidt mere rodet affære kun afbrudt af endnu en White Hawks udvisning for Delaying the game. Hen imod slutningen af periode fik White Hawks langt om længe sat værterne lidt under pres men den helt store chance udeblev. Det må have været yderst frustrerende for Kasper Degn at se hans spillere tage endnu en tåbelig udvisning i en ellers god periode for White Hawks. Denne gang Elias Ulander for High Sticking. Ingen af Frederikshavns, indtil videre fire udvisninger, kunne der indvendes noget imod. Kort før periodens udløb var det så vestjyderne, der blev ramt af en udvisning for Slashing. Man frygtede det værste, for Powerplay har ikke været White Hawks speciale i denne sæson. Alt for mange overtalssituationer er løbet ud i ingenting. Perioden sluttede med en Esbjerg føring på 2-0 og to udvisninger – en til hvert hold - og begge finner.

Tredje periode

At White Hawks spillede for at udligne serien, var på ingen måde været synlig i de to første perioder. Trods lidt bedre spil og gode sekvenser med flere gode chancer, så var det stadig Esbjerg, der havde fat i den lange ende. Læg dertil, at White Hawks’ profiler stort set, havde været usynlige inden tredje periode. Man burde i den grad kunne forlange mere fra dem. Esbjerg fik yderligere hamret et søm i White Hawks kisten i tiden 41.54. Endda fra bag mållinjen, hvor Ryker Killins forsøgte sig med en forholdsvis blød baghånd ind på Galansky, som på mærkværdigvis, nærmest tabte pucken ind i eget mål. Unægtelig heller ikke heldet, der tilsmilede vendelboerne på en dag, hvor alt der kunne gå galt, nærmest gik galt. I tiden 47.22 blev Esbjerg ramt af deres tredje udvisning og man troede ikke sine egne øjne, da Aleksi Halme scorede i Powerplay men ikke desto mindre lykkedes det endelig for Høgene at passere en velspillede Thomas Lillie. Et lille håb blev tændt i Granly Hockey Arena hos de få medrejsende White Hawks supportere. Reduceringsmålet tændte også lys i frederikshavnerne. De dominerede kampen og fik virkelig sat Esbjerg under pres. Kasper Degn havde også gået over i fasen, hvor han stille og roligt begyndte at toppe kæderne. Med fem minutter igen blev et træt Esbjerg mandskab ramt af endnu en udvisning og Frederikshavn skulle se, om de kunne følge op på Powerplayscoringen fra før. Esbjerg klarede frisag og Degn trak Galansky med under to minutter igen og forsøgte sig næsten på obligatorisk vis, at jagte den sidste chance i spil 6 mod 5. Hornet lød og kampen endte fortjent 3-1 til Esbjerg. Tredje periode var dog godkendt under nogle svære betingelser.

STOR TAK TIL DE FREMMØDTE WHITE HAWKS SUPPORTERE, DER TOG TUREN TIL ESBJERG! TAK

4 DM Kvartfinale spilles søndag kl.17.00 i Nordjyske Bank Arena

Målscore:

15.52: 1-0 Craig Puffer (ass. Oliver Kjær, Rasmus Bjerrum)

21.46: 2-0 Phillip Schultz (uass.)

41.54: 3-0 Ryker Killins (uass.)

48.46: 3-1 Aleksi Halme (ass. Jesper Jensen, Lucas Andersen)

Udvisninger Frederikshavn White Hawks: 6 x 2 min.

Udvisninger Esbjerg Energy: 4 x 2 min.

Tilskuere: ca. 2000


VIDEO: Højdepunkter fra Esbjerg-Frederikshavn Et presset White Hawks jagter en sejr i Esbjerg