Jeg vil prøve at gå andre og uprøvede veje i denne optakt. Det hele skal ikke nødvendigvis være så forhåndsbestemt og kassetænkt. En gang imellem kan det være fint nok at dreje af, hvor man egentlig ikke havde tænkt sig at gøre det. Du får derfor en dagen-før-den-vigtige-kamp-tekst, der er anderledes end vanligt. Det hele handler om ishockey, og naturligvis er omdrejningspunktet Frederikshavn og Herning. Men med et tvist. Så er du advaret.
Jeg mødte en gang Todd Björkstrand – Hernings tidligere storspiller og mestertræner. Er hukommelsen lettere belastet, og ringer klokkerne ikke, så kan jeg supplere med, at Björkstrand såmænd vandt syv danske mesterskaber som spiller og seks som træner. Man må bøje sig og erkende, at det er den slags legender er gjort af. Who else kan prale af den slags i Danmark?
Nå, mødet var desværre i en kedelig sammenhæng, for Björkstrand deltog i FIK-koryfæet Craig Chapmans begravelse, og ved den efterfølgende komsammen i loungen i Nordjyske Bank Arena faldt jeg i snak med Björkstrand. Samtalen gik snart på finalekampene mellem Frederikshavn Ishockey Klub (FIK) og Herning Ishockey Klub (HIK) i 2000, hvor samme Björkstrand var stjernen hos Herning. Jeg vil påstå, at der hverken før eller siden har været afviklet en sportsbegivenhed i Frederikshavn, der på spændingsniveau kan måle sig med det opgør. Inden jeg går videre, opsummerer jeg lige: FIK havde vundet grundspillet det år, og Herning var blevet nummer tre. Med hver sin semifinalesejr over henholdsvis Esbjerg IK og Odense IK havde Frederikshavn og Herning kvalificeret sig til finalen, og den skulle udvikle sig vildt. Der blev spillet bedst af 5 kampe i de år, og efter at begge hold havde vundet to kampe, skulle femte og afgørende opgør afvikles i Frederikshavn. Og alle vi, der var til stede den aften, glemmer aldrig, hvad vi overværede. Selv har jeg en 3D-printet erindring, jeg aldrig kan komme af med, og det vil jeg heller ikke.
Kort fortalt: Fra speakerboksen lød det flere gange, at man bad folk om at rykke sammen. ”Der står mange ude foran, der gerne vil ind”, sagde halspeaker Hostrup, og da kampen endelig fløjtedes i gang, kom FIK ekstremt hurtigt foran med 3 mål – jeg husker det som om det var inden for de første fem minutter af opgøret – og man bragte sig også på 5-1. Det lignede vendelboishockeys blot anden guldmedalje. Så kom Hernings comeback – med Björkstrand i en hovedrolle - og ordinær tid endte 6-6. Der skulle forlængelse til, og i Frederikshavn Isstadion – som dengang hed netop dét – var spændingen, forventningen og frygten af en sådan karakter, at man kunne have skåret det hele i skiver. Hver en misset puckberøring eller skæv pasning fra en frederikshavner afstedkom et frygtsomt åh på tilskuerpladserne. Dagen efter opgøret talte jeg i øvrigt med backen Claus ”Nulle” Nielsen – nogle vil huske ham for det hårde slagskud fra blue line – og han forklarede, at han på et tidspunkt i overtiden var ved at tabe pucken bag eget mål. Koldsveden løb ned af ham, da det gik op for ham. Heldigvis for ”Nulle” og resten af frederikshavnermandskabet klarede keeper Mads Johnsen skærene. Den forlængede spilletid gik mod sin afslutning, og i boksen hos FIK havde coach Jiri Justra bedt den svenske førstekeeper Johan Westermark – som ellers var skadet – om at gøre sig klar til de kommende straffeslag. Det var et taktisk træk fra den tjekkiske træner, der i øvrigt også stod bag frederikshavnernes første DM-gevinst i 1989, og meningen var at ryste Herning, som han vidste havde respekt for Westermark. Svenskeren lavede derfor strækøvelser og var slet ikke klar over, at det var overflødigt. For med kun 17 sekunder tilbage lavede Ilya Dubkov – apropos legender – sit mest udødelige mål, og så eksploderede en hal og en hel by.
Se, det var dét Björkstrand og jeg indforstået kunne snakke om, og jeg fik nogle ganske fine anekdotiske og bemærkelsesværdige indblik i, hvordan det opgør blev set på fra Hernings side. Eksempelvis troede nogle spillere, fortalte Björkstrand, at man var kommet for sent til kampen, og det skyldtes, at menneskemængden foran Frederikshavn Isstadion var enorm. Allerede her blev der sat et tryk på udeholdet, og det afspejledes også i kampens indledning, som frederikshavnerne altså dominerede. ”Vi var nervøse, og nerverne sad uden på tøjet”, forklarede amerikaneren mig, og det kostede altså herningenserne i starten. Senere hen har jeg set Björkstrand citeret for at sige, at det faktisk var godt for dansk ishockey i almindelighed og Frederikshavn i særdeleshed, at mesterskabskampen gik, som den gik. Det må han uddybe ved en lejlighed.
Og så prøver jeg lige at vende tilbage til planeten Jorden. I dag har Mads Johnsen, som altså stod i den omtalte kamp, sin søn med i periferien af White Hawks-holdet. Magnus Johnsen har i denne sæson haft nogle kampe på bænken, og ham kommer vi til at både se og høre mere til i de kommende sæsoner. Men i virkeligheden er min pointe med al den ovenstående fortælling, at når det for alvor spænder til, og potentialet for noget stort viser sig, så kan Frederikshavn noget. Skyd mig bare i skoene, at det sker alt for sjældent. Jeg er enig i det, faktisk. Men der skete noget stort i 1989, da man hentede det allerførste ishockeymesterskab til Frederikshavn, og der skete noget euforisk og magisk, da man altså vandt DM-titel nummer 2 i 2000. Og uanset hvordan man vender og drejer tingene, så er det begivenheder af nævnte art, frederikshavnere har med i baghovedet, når de ser på dagens White Hawks. Historien hænger ved, og selvfølgelig skal nutiden sammenlignes med det, der en gang var.
Søndag eftermiddag var en snert af de gamle dage tilbage. White Hawks leverede i Nordjyske Bank Arena sæsonens flotteste kamp, og det var fortjent til op over ørerne, at man kunne sende Herning Blue Fox tilbage til hedelandskabet med et 3-4 nederlag. Effektivt powerplayspil – helt utroligt effektivt powerplayspil, der gav 3 kasser – var nøglen til sejr. Og af lige præcis den årsag står kvartfinalen 1-1.
Pelle Hånberg og Kim Karlsson har arbejdet med mange detaljer i spillet i løbet af denne sæson. I går fungerede en masse af dem. Jeg noterede især, at spillet ud af egen zone sad lige i skabet, og White Hawks vendte skarpt fra forsvar til angreb. På plussiden tæller også, at man nu har spillet 6 perioder mod Herning og været helt ligeværdig med Blue Fox i i hvert fald 5 af dem. Det gælder både fysisk og taktisk. Og så er det bare at applaudere, at flere spillere har hævet niveauet på det helt rigtige tidspunkt. Sådan helt enkelt og ordinært og på klingende frederikshavnsk – med base i sydbyen – så ser det ikke så ringe ud. Jeg afslutter denne lange optakt med et spørgsmål: Var søndagens solide indsats og flotte hjemmesejr en enlig svale, eller er der lagt i kakkelovnen til ny historieskrivning?
Herning Blue Fox – Frederikshavn White Hawks spilles tirsdag aften klokken 20.15, og du kan følge hele opgøret på TV 2 Sport X.