Der var masser at glæde sig over i Nordjyske Bank Arena søndag eftermiddag, hvor White Hawks leverede en stærk indsats og besejrede Sønderjyske med hele 7-3.
Gæsterne kom ellers foran tidligt, men White Hawks svarede hurtigt igen. Albert Schioldan udlignede i powerplay, inden Atte Karppinen med to scoringer sørgede for en 3-2-føring efter første periode.
I anden periode satte hjemmeholdet for alvor turbo på. Mikkel Skov øgede til 4-2, hvorefter Karppinen fuldendte sit hattrick og senere gjorde det til 6-2 med sin fjerde scoring.
Og netop målet til 6-2 kandiderer allerede til årets mål. På en vild solotur satte Karppinen tre Sønderjyske-spillere, inden han iskoldt sendte pucken i nettet og fik Nordjyske Bank Arena til at eksplodere i jubel.
Karppinen sluttede dermed en forrygende eftermiddag med hele fire mål og to assists.
Sønderjyske reducerede til 6-3 i tredje periode, inden Mikkel Bertelsen lukkede festen med scoringen til 7-3.
En stærk holdpræstation, syv scoringer og masser af offensivt overskud sikrede dermed White Hawks sæsonens første sejr.
Allerede tirsdag klokken 19.00 venter næste opgave, når Rødovre Mighty Bulls gæster Nordjyske Bank Arena.