Høgene spillede en af sine bedste kampe i sæsonen, da det blev til sejr efter straffeslag mod lokalrivalerne

Aalborg Pirates – Frederikshavn White Hawks 3-4 (0-2,1-0,2-1) (0-0) (0-1)

White Hawks spillede en helt perfekt udekamp i aften i Aalborg, og erobrede to vigtige point, da det blev til sejr efter straffeslag. En utrolig god fight af høgene, hvor Seldrup havde nogle afgørende redninger, defensiven stod utrolig godt, og offensiven havde effektivitet. Hele holdet leverede på højt niveau, og der var glæde i omklædningsrummet efter opgøret, da Jari Pasanen havde holdt sin tale for spillerne.

Høgene fik også en god start på lokalopgøret, og der gik over halvandet minut inden piraterne rørte pucken for første gang i kampen. Det var disciplinerede skift af alle White Hawks spillerne, og det var tydeligt at man havde troen på man kunne vende den dårlige stime.

Efter 8 minutter kunne White Hakws spillerne strække armene i vejret i jubel, da Christopher Frederiksen tæt under mål fik afsluttet højt i piraternes bur. Ramte pucken overliggeren, eller var den helt inde bagved, inden den sprang ud igen. Det var det store spørgsmål, men efter et kort kig på video, var der ingen tvivl. 1-0 til de hvide.

En udvisning til Mads Larsen gav hjemmeholdet lidt momentum. En god box af White Hawks, og et par kvalificerede redninger af Seldrup, holdt hjemmeholdet fra scoring. De røde pressede på, men der var også ganske gode kontraer i den anden ende.

Lucas Andersen og Sebastian Brinkman var tæt på et par gange, og med 53 sekunder igen af perioden trykkede Mads Larsen af, da MacDonald sad i straffeboksen for hjemmeholdet. Det slagskud blev styret af Thomas Søndergaard, og så var det 2-0 til høgene.

30 sekunder før periodens udløb tog Niklas Pavel en udvisning, og den tog gæsterne med sig ind på isen fra anden periodes start. Det gjorde sig desværre udslagsgivende i Pirates reducering, da Martin Højbjerg styrede Donaghys afslutning i mål.

Pirates havde klart pucken mest i anden periode, og vi havde svært ved at holde i den når vi endelig havde den. Det blev til et par chancer i powerplay, og hvor det ene ikke var noget at skrive hjem om, så var det andet ganske giftigt med flere gode afslutninger. Mads Larsen havde et par kvalificerede forsøg, og Radim Piroutek var også tæt på at overliste Jesper Wulff.

Pirates havde bestemt også chancer, og Seldrup diskede op med flere gode redninger. Han råbte på et tidspunkt efter dommerne ”Der er to minutter”, men de to hoveddommere var ikke flinke ved White Hawks i aften. De skal heller ikke være flinke, men ærgerligt at de ikke så Pirates havde syv mand på isen, hvor af den ene faktisk stoppede pucken med skøjten. Det vakte lidt opstandelse i White Hawks boksen, og Gorm Topholt og Jesper Jensen var også forbi dommerne inden de skøjtede til pause.

Man havde bange anelser inden tredje periode, for de har ikke vist sig så gode på det seneste. Derfor blev der også rynket på næsen da Martin Højbjerg efter fem minutter udlignede for hjemmeholdet. Tre minutter senere gjorde piraternes bedste, Josh MacDonald til til 3-2, og så frygtede man egentlig det værste.

Men White Hawks spillerne var helt med på at det ikke skulle blive til nederlag i aften. Det spillede man simpelthen for godt til, og det var yderst fortjent at Brock Beukeboom kunne udligne til 3-3 med godt ni minutter igen. Thomas Søndergaard kæmpede godt inde foran mål, og selvom denne skribent ikke kunne se unge Søndergaard røre pucken, så blev han noteret scoringen. Pyt med hvem der scorede. Det vigtigste var at pucken kom ind bag Jesper Wulff.

Der skulle overtid og straffeslag til at afgøre tingene i aftenens lokalopgør, og trods et overtal til høgene i overtiden, så blev der ikke scoret yderligere. Derfor kunne straffeslagseksperterne godt gøre sig klar, og det havde Lucas Andersen, Gorm Topholt og Christopher Frederiksen indstillet sig på. De scorede alle tre, og afgjorde tingene til gæsternes fordel. Herligt med rene danskermål i aften, også selvom denne skribent stadig ikke er overbevist om at den yngste Søndergaard rørte pucken ved 3-3 scoringen.

Vi tager to gode point med hjem fra en svær udebane, og et White Hawks mandskab der spillede bedre end længe set på udebane. Nu er der fortjent pause til gutterne, og her på redaktionen holder vi også en lille ferie. Men vi er snart tilbage med et længere interview med direktør Henrik Andersen, som vil gøre status på sæsonen hidtil, og samtidig ser frem mod det kommende slutspil.

 

 

 

 


PRESSEMEDDELELSE: To år mere til Radim Piroutek Kan White Hawks finde sejrssporet?