Der kan være tale om denne sæsons sidste hjemmekamp, hvis Frederikshavn White Hawks fredag aften taber til Herning Blue Fox. På den anden side vil en sejr åbne nye perspektiver. Det store spørgsmål er, om White Hawks kan kopiere bedriften fra kamp 2.

Kvartfinaleserien mellem Frederikshavn White Hawks og Herning Blue Fox er i fuld gang, og fredag aften skrives endnu et kapitel i fortællingen om de to holds møder. For begge hold er kampen vigtig, men for White Hawks er der nok tale om denne sæsons hidtil mest betydningsfulde. For med en sejr har man udlignet Hernings 2-1-føring, skabt fornyet spænding om det endelige udfald og i øvrigt sikret sig endnu en hjemmekamp. Med et nederlag ligger det hele til Blue Fox, der så vil have matchbold søndag hjemme i KVIK Hockey Arena. Kort sagt: det er lige præcis, som vi godt kan lide det. Der står noget på spil.

Seriens foreløbige tre kampe har alle givet hjemmesejre. Den trend må af helt naturlige årsager gerne fortsætte fredag aften lige en enkelt gang mere. White Hawks slog flot tilbage i søndags, da man efter nederlag i første kamp rejste sig og vandt 4-3 i kamp 2. Ved den lejlighed spillede høgene noget af det bedste set i denne sæson, og der var virkelig slutspilssnit over det, som Rasmus Søndergaard og hans holdkammerater præsterede. Og mange hæftede sig ved, at 4-3-sejren blev skabt i et tæt opgør, hvor Herning ellers vendte alt på hovedet i anden periode og gik fra at være bagud 1-0 til at føre 2-1. Høgene kom tilbage og scorede de næste tre mål og leverede dermed hovedingredienserne til den fine sejr. Stor styrke, fin moral og et ualmindeligt effektivt powerplay-spil var opskriften. Det er med garanti, at der bliver brug for noget af det samme fredag aften i kamp 4.

Og hvis vi lige stopper op ved søndagskampen, så var det eneste malurt i bægeret – efter min opfattelse, i hvert fald – at der var meget få tilskuere i Nordjyske Bank Arena.1257 sjæle havde fundet vej til den sydlige del af Frederikshavn, og det var egentlig både ærgerligt og urimeligt, når vi taler om en kamp i Metal Ligaens afsluttende fase. Så meget topsport har vi altså heller ikke at byde på i denne by, og selv om White Hawks nok har svinget en del i denne sæson og leveret resultater fra begge ender af skalaen, så kunne man have ønsket sig, at opbakningen havde været større. Heldigvis er der stadig tid at gøre godt med, og der er absolut – som i absolut – ingen grund til at være karrig med sin tilstedeværelse, når høgene fredag aften kæmper for sin videre eksistens i dette års play offs.

Herning er favoritter, og malet med den store pensel så er Blue Fox noget bredere besat på line-uppen. Det var de fleste enige om, inden serien gik i gang, og man har kunnet se antydningerne af dette i de hidtidige kampe. Men med list og lempe kan selv en dværg fælde en kæmpe. Sagt af Richard Møller Nielsen – tidligere fodboldlandsholdstræner – og brugt i forbindelse med en kamp, hvor Danmark på forhånd ikke var spået mange chancer. Det gik alligevel, og det står heller ikke skrevet et eneste sted, at White Hawks ikke kan ryste Herning. Igen.

Christopher Frederiksen har fundet en fremragende form, Daniel Trkulja leverer på et fast og fornuftigt niveau, Aleksi Halme har i sig at være en gamewinner, Søndergaard-brødrene kommer med gejst og vilje, og Galansky tager alt, han kan se. Læg dertil, at Santeri Suistio har været aldeles dominerende i de tre første kampe og at ungdommens vovemod – repræsenteret blandt andre ved Mads Klyvø, Nicolaj B. Kristensen og Jacob Møller Jensen – har vist sig fint frem. What´s not to like? Fredag aften kan du se dem i aktion igen, når de giver alt for byens stolthed. Det bliver en gyser. Kom nu af huse og støt op.

Frederikshavn White Hawks – Herning Blue Fox spilles fredag aften klokken 20.00.


Hockeyfest i Nordjyske Bank Arena. White Hawks udligner igen serien HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herning-Frederikshavn