Frederikshavn White Hawks tabte to gange 4-1 til Herning Blue Fox i forsæsonens træningskampe. Det kunne man ikke indvende det store imod, og resultater af træningskampe er typisk ikke noget, man lægger for meget i. Langt værre var det, at man desværre gentog bedriften i dette års Metal Liga-debut på hjemmebane lørdag aften og igen måtte se de blåblusede uldjyder løbe med sejren med førnævnte cifre. Læg dertil, at høgene spillede en ret svag kamp og havde problemer især med den offensive del af spillet. Lidt ærgerligt faktisk, at et halvstort hjemmepublikum på knap 1600 sjæle skulle opleve høgene i den forfatning.

Det gode ved Metal Ligaen er blandt andet, at der altid ligger en ny kamp og venter. White Hawks har eksempelvis mulighed for straks at revanchere sig, når holdet tirsdag aften er i Odense for at møde Bulldogs. Nemt bliver det dog nok ikke, og selv om Odense i øjeblikket ligger sidst i ligaen, så har de fleste noteret, at holdet har været involveret i bemærkelsesværdige kampe. Bulldogs tabte i premieren 5-2 til Aalborg Pirates og led siden et knebent 1-0 nederlag til Sønderjyske. Egentlig resultater helt efter bogen, hvis man har de sidste års resultater in mente. Men så sendte Bulldogs en svingende lussing på 6-0 til Rødovre, en smule overraskende og i hvert fald opsigtsvækkende stort. Og endelig tabte man i de døende sekunder med irriterende 1-0 til Herning Blue Fox, der igennem hele opgøret havde besvær med at score, men altså alligevel gjorde det, da der manglede omkring et halvt minut af kampen. Så selv om Odense ligger sidst i skrivende stund, så har resultaterne indtil nu vist, at H.C. Andersen-drengene spiller lige op med de fleste.

For White Hawks bliver det til et gensyn med et par spillere, som de sidste sæsoner har været på høgeholdkortet. Det drejer sig om Gorm Topholt og Mathias Mølgaard. På høgenes eget holdkort kan man håbe på, at der ikke er uventede afbud eller skader fra Blue Fox-kampen. Mads Larsen er nok desværre ude et stykke tid endnu. Ifølge Jari Pasanen vil der i den kommende tid blive taget stilling til, om Larsen skal opereres. Hvis det ender sådan, må høgene undvære ham i længere tid. Mikkel Bertelsen og Aleksandr Bumagin er også begge irrelevante til Bulldogs-kampen, men i forbindelse med fanfesten i lørdags kunne Pasanen bringe den glædelige nyhed, at Bumagin lørdag var på skøjter for første gang. Måske lysner det i øst.

Odense Bulldogs – Frederikshavn White Hawks spilles tirsdag klokken 19.00.


White Hawks storsejrer i Odense VIDEO: Oliver Anker Christensen