Det lignede længe tre point i Herlev for høgene, men en mareridtsagtig tredje periode, med dårlig disciplin, gav i stedet et nederlag til vendelboerne.

Herlev Eagles – Frederikshavn White Hawks 5-3 (0-1, 1-2, 4-0)

Tre mål imod i undertal i tredje periode, gjorde livet surt for Frederikshavn White Hawks i aften, hvor man ellers med 13 sekunder tilbage af anden periode, var foran 3-0. Men dårlig disciplin, og halvskidte beslutninger, blev udslagsgivende for, at høgene måtte rejse tomhændet hjem fra Herlev denne tirsdag aften.

Chancemæssigt blev vi ikke forkælet i første periode, hvor det var småt med ting at koncentrere sig om hos de to keepere, Zetterquist og Galansky. Det var Herlev der indledte med at have pucken mest, men mod slutningen af de første tyve minutter, var det høgene der overtog spillet.

Det skabte alligevel et par chancer, hvor Thomas Søndergaard havde den største, da han ramte stolpen på en ganske fin afslutning. Derfor var det heller ikke ufortjent, at vendelboerne kom foran kort efter, da Todd Winder fandt Mikkel Bertelsen fri foran mål, og han sendte sikkert pucken ind bag Herlev keeperen.

Anden periode blev indledt lidt som første, hvor Herlev med et powerplay fik skabt flere gode muligheder. Her var defensiven og Galansky varm, og holdt buret rent. Derfor var det heller ikke et White Hawks mål man tænkte ville komme, men ikke desto mindre var det hvad der skete.

Lunsjö arbejdede stærkt med pucken ved banden, og den blev ekspederet videre op, hvor Christopher Frederiksen og Sebastian Benker kom afsted. Svenskeren fandt Frederiksen ved bagerste stolpe, og så var 2-0 scoringen en realitet. Det kunne høres på tilskuerpladserne, hvor de gode gamle slagsange gjaldede frem på udebaneafsnittet.

Det blev også 3-0 til høgene, da Jesper Thörnberg modtog en pasning fra Mads Iversen. Svenskeren er livsfarlig når han modtager en puck inde i slottet, og i aften var heller ingen undtagelse. Den blev sikkert sendt ind bag landsmanden i hjemmeholdets bur.

Det var alt igennem en perfekt periode for høgene, men alligevel kom der malurt i bægeret med 13 sekunder tilbage af de midterste tyve minutter. Hvis Thörnberg er livsfarlig hos høgene, så er Trépanier det for Herlev. Han bragte nyt liv ind i hjemmeholdet, med en flot reducering at gå til pause med for hjemmeholdet.

Det gav Herlev blod på tanden, og med fire scoringer i tredje periode, kunne de vende kampen fuldstændig på hovedet. Allerede efter et minut af tredje periode blev der reduceret yderligere, da Noah Samsøe fik pucken ind bag Galansky, og bare to minutter senere kunne Isac Skedung udligne i powerplay, da Suistio sad til afkøling i straffeboksen.

Det var egentlig ikke fordi høgene ikke havde chancer, men pucken ville ikke ind i tredje periode, og så var høgenes disciplin ikke for god i aften. Mikkel Bertelsen tog en udvisning i angrebszonen, og den udnyttede Herlev til at bringe sig foran, da Anton Johansson med et slagskud gjorde det til 4-3.

Ikke længe efter den scoring, måtte Santeri Suistio indkassere en badebillet, og så var udsigten til point nærmest lig 0. Og det blev desværre heller ikke til point i aften, da Herlev i tom kasse gjorde det til 5-3 med 42 sekunder igen. Lukas Lundvald var skarpretteren med kampens sidste scoring.

Kold spand vand i hovedet på Fredrik Johanssons tropper, der ellers i de første to perioder havde godt styr på kampen, og lignede en sikker vinder på opgøret.

Den bliver tung at køre hjem med, men allerede i morgen skal der nulstilles, så man kan gøre klar til de sidste to kampe inden jul, hvor Odense venter fredag og lørdag.


OPTAKT: Lunsjö ser frem til to spændende kampe mod Odense OPTAKT: Fredda - Skøn sejr mod SønderjyskE, men nu venter Herlev, og vi skal være klar fra start