Det var på alle måder en herlig søndag eftermiddag i Nordjyske Bank Arena, hvor vores sæsonkortholdere blev hyldet og belønnet for deres trofasthed, og naturligvis også sejren over de danske mestre fra SønderjyskE, der blev sendt hjem med et nederlag på 4-1.
Der er ikke tid til at have hænderne over hovedet ret længe, for allerede i morgen aften venter endnu en kamp. Denne gang er det Herlev på udebane i Ørneborgen der venter, og det er som altid et svært sted at spille. Senest vi var derovre lykkedes det dog at vinde rimelig sikkert, og Herlev har generelt lagt ganske fint til White Hawks i denne sæson. Det er blevet til to sejre, og kun et nederlag mod københavnerne hidtil i sæsonen, og Herlev må vel nok betragtes som værende sæsonens positive overraskelse indtil videre.
Til kampen i går mod SønderjyskE, havde coach Fredda Johansson lavet om i kæderne.
-Det var en skøn sejr på mange måder mod SønderjyskE. Vi lavede lidt om i kæderne, for at få lidt ny energi ind på holdet, og for at se, hvad det ville betyde. Det gav en god effekt, hvor vi fik også mål i powerplay, og jeg synes også, vi så en lille forbedring i vores spil. Det var også dejligt at se Bertelsen og Stenbakken i målscorerens rolle, for vi behøver flere målskytter på holdet. Ja vi har brug for alle på vores hold, og så er det dejligt når andre byder sig til, end dem der måske er vant til at lave de fleste af målene, lyder det fra Fredda Johansson.
Han skal på langfart med truppen i morgen, og kender allerede nu Herlev ganske godt.
-Herlev er et hold der spiller med fart, og vender spillet meget hurtigt. Det skal vi være klar på, så vi skal være disciplinerede og klar fra start i morgen aften, når pucken bliver kastet for første gang, lyder det fra White Hawks træneren.
Han har samme trup til rådighed som i søndagens kamp, og det betyder, at det kun er Fredric Andersson og Jared Freadrich der ikke er med i bussen til København.
Som altid håber vi på stor opbakning fra vores fans i København. Altid en fornøjelse at høre de gode gamle slagsange, som giver en kæmpe stemning i udebaneafsnittet.