Så fik vi endelig slutspillet på plads. Tirsdag aften blev de sidste kampe i årets Metal Lige-grundspil afviklet, og de ændrede ikke på den endelige placering. Noget overraskende tabte både Aalborg og Herning deres kampe til henholdsvis Esbjerg Energy og Herlev Eagles, og derfor vinder Pirates dette års grundspil og Herning bliver toer. Herfra skal der lyde et tillykke til Aalborg, som har været turneringens bedste mandskab.

Fredag er det så juleaften. Ishockeyfolket glæder sig over mange ting i løbet af en lang sæson, men intet slår den fænomenale afslutning på løjerne, som kaldes slutspillet. Vind eller forsvind. Medaljekampe eller tidlig sommerferie. Succes eller fiasko. Det er lige præcis det, der står på spil, og det er også derfor, at interessen for play off er så intens.

I gamle dage – læs: for nogle få år siden – var reglen, at nummer ét fik lov til at vælge modstander blandt de nederste fire slutspilsparate hold. Sådan er det ikke mere. White Hawks endte denne Metal Liga-kampagne som nummer 7, og derfor bliver man matchet med nummer 2, Herning Blue Fox. Der er ikke tale om nogen ønskemodstander for høgene, og i denne sæson har Pelle Hånbergs drenge kun vundet en enkelt af de 6 kampe, som de to hold har spillet mod hinanden. Sejren kom i december og blev på hele 6-1. Her var Herning dog stærkt decimerede af skader hos centrale spillere, og resultatet fortjener mere end et gran salts refleksion. Herning vandt de øvrige 5 kampe, og det skete med klar besked. 16-3 hedder målscoren i Blue Fox-favør i de kampe, og det siger vel alt.

White Hawks og Herning har en lang historie med at mødes i dramatiske og vigtige kampe i Danmarks bedste ishockeyliga. Jeg husker selv nogle drabelige af slagsen i 80´erne, og tro det eller ej: der var også en gang, hvor de to hold kæmpede for at undgå nedrykning fra den bedste række. Mest legendarisk er dog nok DM-finalerne, som fandt sted i 2000. Todd Björkstrand var stjernen hos Blue Fox, og Ilya Dubkov, Sergej Senins, Bent Christensen og Claus ”Nulle" Nielsen var blandt de toneangivende for White Hawks, som slet ikke lystrede det navn dengang, men blot tituleredes FIK. Den finale endte med den foreløbigt sidste guldmedalje til Frederikshavn. Senere har de to hold mødt hinanden i to andre DM-finaler. I 2008, hvor Herning vandt, og igen i 2001 med samme resultat.

Nu gælder det i første omgang en kvartfinale, og hvis Herning ikke er en ønskemodstander for White Hawks, så er det omvendte tilfældet. Jeg forsøger mig indimellem som kommentator for TV2 Play – jeg er amatør i den henseende, det ved jeg godt – og i den forbindelse har jeg talt med både spillere og trænere hos besøgende hold i Frederikshavn. Mellem linjerne – og uden for citat – bemærker hovedparten af dem, at de ikke vil have noget imod at møde Frederikshavn i en kvartfinale. Den slags ytringer har jeg især mødt fra de to hold, som var i spil til en kvartfinale, jeg taler altså om Aalborg og Herning. Der er med andre ord ikke den store frygt for White Hawks.

Jeg har derfor lyst til – overfor fans af White Hawks og eventuelle tvivlere på holdets muligheder – at notere følgende: I 2007-2008 sæsonen nåede White Hawks slutspillet på det alleryderste mandat. Mike Grey scorede på et afgørende straffeslag hjemme mod Esbjerg i sidste grundspilskamp og sikrede altså, at man kunne deltage i play off. Men, men. Forude ventede Rødovre, som havde været helt suveræne i løbet af sæsonen. Godt gået at komme med i slutspillet, men selvfølgelig kunne man ikke slå Rødovre ud. Det gjorde man så alligevel. Dygtige importspillere som Jeff Corey, Matt Davidson, Martin Spanhel og Oleg Sorokins var på holdkortet sammen med hjemmedyrkede typer som Nikolaj Nedermark, Christian Nordentoft – der i dag giver gode erfaringer fra sig hos Kanalfrederikshavn – og Christian Schioldan. Lang historie kort: White Hawks ordnede Rødovre med sejr i syvende og sidste kamp i Rødovre, og siden kom man også forbi SønderjyskE, inden Herning altså blev endestationen i finalen. Pointen er: det kan lade sig gøre. Intet er afgjort, før den fede dame har sunget, og på fredag bliver vi klogere på, om der er grund til optimisme eller ej.

Husk, at du får optakt til det spændende opgør torsdag aften, og så kan du ellers regne med referater, optakter og diverse i den kommende tid. Play off er ankommet, og vi glæder os alle sammen. For pokker da.


Må vi bede om et mirakel, tak? RASMUS SØNDERGAARD: Vi håber at få skovlen under Herning