Det var en yderst tilfreds Jari Pasanen, der gjorde boet op efter Frederikshavn White Hawks´ hjemmekamp mod Herlev Eagles. Og man forstår ham godt. Høgene spillede Eagles baglæns ud af Nordjyske Bank Arena, og sejren på 6-1 var så solid, som nogen sejr kan være. Pasanen var tilfreds med, at det var muligt igennem hele kampen at køre på med alle fire kæder, og så noterede han sig, at powerplayet endelig fungerede. Det kan man kun være enig i. Mads Larsens powerplay-kasse illustrerer tydeligst, hvad Pasanen taler om. Det mål står på en meget tidlig side i ishockeyhåndbogen.

Tirsdag aften er der så returmøde i Herlev. For mange er det en mindre gåde, at der konsekvent spilles back-to-back-opgør, men det gør der, og Ørneborgen lægger is til næste opgør. Jari Pasanen så som sagt en hel del oplivende momenter i søndagens hjemmekamp, men det er af stor betydning, at vi kan levere på samme niveau, når vi er on the road, sagde han til Michael Eriksson bagefter. Og hentydningen var uden tvivl rettet mod både Aleksandr Bumagin og Jesper Jensen – de to førstekædelegekammerater – som har sat gang i en kavalkade af pointproduktion, når høgene spiller hjemme, men været mere tilbageholdende på udebane. Hvis Jensen og Bumagin også kan få det til at fungere i alle andre haller, så sprænger de begge standarden for, hvor mange point, der kan laves på en sæson. Simpelthen.

Det eneste, der ikke må ske er, at sejren over Herlev Eagles igen bliver en sovepude. Det har jeg talt om før, og White Hawks har en vis historie med let at kunne vinde hjemme for så kort efter at tabe ude. Det sker ikke tirsdag aften, og selv om trætte ben efter en lang bustur altid er et issue, så bør White Hawks slå Herlev. Når holdet er i humør, har de i hvert fald kvaliteterne til det.

Herlev Eagles – Frederikshavn White Hawks spilles tirsdag klokken 19.00. Du får et fyldigt referat her på siden umiddelbart efter sidste faceoff.


White Hawks går til stålet og knækker cancer! Information omkring billetter til fredag den 16. oktober