Det er med meget stor glæde vi kan offentliggøre fem af vores helt unge spillere, der alle har underskrevet en et-årig aftale.
De fire 20-årige, Radim Piroutek, Christoffer Åkesson, Mikkel Hansen, og Kevin Frydkjær, samt 19-årige Mikkel Bertelsen, er alle at finde i den hvide White Hawks trøje i den kommende sæson
Sportschef Jari Pasanen ser store fremtidsmuligheder i alle fem spillere, og det er allerede for de tre af dem blevet til masser af spilletid i Metal Ligaen.
Radim Piroutek leverede 13 point i 47 kampe i den forgangne sæson, og hans eminente skøjteløb, og gode spilforståelse, er hans store force. Han er målsøgende, og skarp foran mål når han får chancen. Der er store udviklingsmuligheder i Radim, som vi under Pasanens ledelse tror kan blive opfyldt.
Christoffer Åkesson leverede 6 point i 40 kampe i sidste sæson, og er en ung mand med meget gåpåmod. En spiller, der har den rette indstilling til at blive endnu bedre, og tage yderligere et step op i karrieren. Han arbejder stenhårdt hver eneste dag, og næste sæson kan sagtens være der hvor han får hans gennembrud.
Mikkel Bertelsen fik også bidt sig fast med en del spilletid i sidste sæson, og er en spiller med en god fysik. Han præsterede 6 point i 46 kampe, og har som de andre fremtiden foran sig. En spiller, der gerne vil lære og blive bedre, og som nyder godt af Jari Pasanens tilgang til de unge spillere.
Backen Mikkel Hansen nåede aldrig rigtig at komme ind på holdet i sidste sæson. Det blev blot til enkelte optrædener, og en skade satte ham desværre ud af spillet. Vi har dog stadig en tro på der er et godt potentiale gemt i ham, og med den rette sommertræning, og istid uden skader, så kan Mikkel godt få en rolle på holdet i den kommende sæson.
Kevin Frydkjær er udset til at være back-up keeper i den kommende sæson, og han er helt bevidst om sin rolle på holdet. En ung målmand, der havde en stor andel i FIK U 20 holdets DM guld tidligere i år. Han er med for at lære, og ved nu at komme ind i elitemiljøet hver dag, håber vi han vil udvikle sig endnu mere.
Vi ser frem til at have de unge spillere i truppen. De er alle vellidte i omklædningsrummet, og bidrager med deres ungdommelige sind til en god harmoni i truppen.
Med venlig hilsen
Elite Nord Frederikshavn A/S