White Hawks nye back har underskrevet en to-årig kontrakt

Elite Nord Frederikshavn A/S kan med stor glæde offentliggøre, at 23-årige Daniel Baastrup Andersen fortsætter karrieren i White Hawks.

I forrige sæson var Daniel Baastrup Andersen kaptajn for det Herlev mandskab, der overraskede alt og alle, og erobrede bronzemedaljer til klubben. Nu følger han med Patric Wener og Mikkel Bertelsen til Frederikshavn.

Backen har fået sin ishockeyopdragelse i Herlev i ungdomsårene, men drog i en tidlig alder til Sverige, hvor han optrådte for Linköping i sine sidste år som ungdomsspiller. Her blev det til bronze i J 18 Elit, hvor han endda var kaptajn, og sølv med J 20 holdet, hvor han spillede som assisterende kaptajn.

Efter en enkelt sæson i Odense, kom han i 2020 hjem til Herlev, og nu er han altså at finde i Frederikshavn White Hawks på en to-årig kontrakt.

Cheftræner Patric Wener siger følgende om klubbens nye spiller

-Som jeg tidligere har sagt, så vil vi i Frederikshavn White Hawks bygge holdets styrke på holdånd og sammenhængskraft. At vi kan stille høje krav til hinanden i udviklingsprocessen, for at opnå vores fulde potentiale.

-De rigtige karakterer og personligheder er vigtige i vores rekruttering, og i Daniel Baastrup Andersen får vi en spiller, og en person, der passer 100% ind i dette. Han arbejder ekstremt hårdt for at nå holdets og hans individuelle mål, og jeg har sjældent trænet en spiller der er så dedikeret som Daniel.

-I løbet af de år jeg har arbejdet sammen med Daniel, er han gået fra at være en defensiv ”stay home back” til at udvikle sig til en effektiv to-vejs back, og der er mere potentiale at hente i ham, er jeg sikker på. Trods sin unge alder besidder han også store lederegenskaber, og han er en spændende spiller, som jeg ikke kun tror White Hawks, men også dansk ishockey, vil få gavn af i fremtiden, lyder det fra cheftræneren.

Selv siger Daniel Baastrup Andersen om sin kontrakt med White Hawks

-Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Frederikshavn, hvor jeg kun har hørt godt om byen og klubben. Jeg har naturligvis snakket med nogle der kender til det hele deroppe, og mit indtryk er, at alle kender alle, og at folk bare vil en det bedste. Det virker som om hele byen er bag en, og at man som klub samtidig har ambitioner, tiltaler mig meget.

-Jeg tror, det bliver godt at komme ud og se nogle andre rammer, ikke kun som ishockeyspiller, men også som menneske. Jeg glæder mig til at blive en del af holdet og møde de nye holdkammerater, og jeg kommer med en masse positiv energi, og har ikke noget imod at gå forrest. Så det bliver rigtig spændende at komme til Frederikshavn og blive en del af det hele, lyder det fra klubbens nye back.

Daniel Baastrup Andersen flytter til Frederikshavn i løbet af sommeren, så han er klar til at gå på is med resten af truppen i begyndelsen af august. Han bliver samtidig udstyret med spillertrøje nummer 21, og vi glæder os til for alvor at byde ham velkommen til Frederikshavn White Hawks.

Med venlig hilsen
Elite Nord Frederikshavn A/S


PRESSEMEDDELELSE: Svensk forward til Frederikshavn White Hawks PRESSEMEDDELELSE: Canadisk forward til White Hawks