Rasmus Søndergaard får et år mere i White Hawks

Det er med stor glæde vi kan offentliggøre forlængelse af backen Rasmus Søndergaards kontrakt, så den også er gældende for den kommende sæson.

En ægte klubmand, der, hvis alt går vel, kan fejre sit 700 kamps jubilæum i den kommende sæson. Hans debut i den hvide trøje ligger helt tilbage til 2009, og det er en uvurderlig erfaring han bringer med sig ind til sin 13. sæson i Frederikshavn White Hawks.

Rasmus Søndergaard er en sand fighter, han er en leder på og uden for isen, og så er han kendt for sin gode måde at tage sig af sine holdkammerater på. Han er en spiller de andre kan læne sig op ad, og han bidrager altid med stor fight og vilje. Han er ikke en mand der stjæler overskrifterne i medierne, men når han siger noget, så bliver det lyttet. Han har en særdeles vigtig rolle på holdet.

Selv siger Rasmus Søndergaard om forlængelsen af kontrakten.

”Det bliver rigtig godt at komme i gang igen. Det var en meget mærkelig sæson vi spillede senest, og jeg håber virkelig der bliver så normale tilstande som muligt til næste sæson, så vi kan få vores fans tilbage på lægterne. Dem har vi virkelig savnet”

”Jeg synes, vi har et spændende hold, med mange gengangere fra sidste sæson. Det er fint vi kender hinanden så godt som vi gør, og vi har et utrolig godt kammeratskab i truppen. Det bliver en rigtig spændende sæson vi går i møde, og det lader til at flere vil byde sig til. Så det bliver ikke nemmere at være med i toppen, men vi skal ud og arbejde for hinanden, og så er jeg også sikker på det nok skal blive en rigtig god sæson”

Vi glæder os over at Rasmus Søndergaard tager en tørn mere i den hvide trøje, og han og de øvrige der bor i byen, er allerede i fuld gang med sommertræningen.

Med venlig hilsen

Elite Nord Frederikshavn A/S

 


Tidsfristen for fornyelse af sæsonkort forlænges WHITE HAWKS SÆSONKORT PÅ ABONNEMENT – UNLIMITED HOCKEY