Det er med stor glæde vi kan præsentere den 30-årige forward Radek Cip som ny White Hawks spiller. Tjekken har underskrevet en et-årig aftale, og ankommer til byen i løbet af de næste par uger.
Radek Cip spillede i sidste sæson i Odense Bulldogs, med hvem han vandt flotte bronzemedaljer. Det til trods for, han fik en meget ærgerlig start på Fyn, da en skulderskade satte ham ud af spillet i den første træningskamp. Han kom stærkt igen efter nytår, og i 26 kampe for fynboerne, leverede han 19 point.
Sportschef Kasper Kristensen udtaler:
”Vi har store forventninger til Radek Cip. Han er en stor forward, med god fysisk, men samtidig med et rigtig godt skøjteløb. Han har gode ”hands”, et kanon håndledskud, og som right skytte kommer han til at blive en vigtig del af vores powerplay i den kommende sæson. Radek kommer desuden med en god portion ydmyghed og arbejdsiver, på og uden for isen, og glæder sig til at lære nogle af de unge hans kunnen”.
Radec Cip siger selv om den kommende kontrakt med White Hawks
”Efter min første sæson i Danmark, var jeg ikke i tvivl om at jeg gerne ville spille her igen. Jeg kan godt lide Metal Ligaen, og jeg er glad for den livstil man har i landet. Jeg har snakket med Tadeas Galansky, og han fortæller, at Frederikshavn er en mindre by, med en rolig og familiær atmosfære, hvilket tiltaler mig meget. Nu skal vi til at bygge et nyt hold op, og det ser jeg kun som en frisk begyndelse et nyt sted. Jeg ser virkelig frem til det, og jeg vil bidrage med positivitet og hårdt arbejde. Det er vigtigt hele tiden at være positiv, selv hvis holdet går gennem hårdere tider i løbet af sæsonen, og man hjælper hinanden bedst ved at arbejde hårdt hver eneste dag”
Radek Cip bliver udstyret med trøje nummer 10, og vi glæder os til at byde ham velkommen til Frederikshavn inden længe.
Med venlig hilsen
Elite Nord Frederikshavn A/S