Dørene åbner kl. 14:30, og der er gratis entré til kampen. I stedet opfordres alle til at støtte ungdomsarbejdet ved at donere 20,- til FIK’s U8-hold. Læs mere om indsamlingen her: Sammen for fremtiden - White Hawks og FIK samler ind til U8.
Sidst Borås lagde vejen forbi Frederikshavn var i sæsonen 2019/20. Dengang talte White Hawks-truppen profiler som Dane Fox og Anders Eriksson - sidstnævnte sluttede karrieren for Borås. Kampen endte dengang 5-4 til Borås, men sæsonen huskes især for, at White Hawks vandt pokalguldet. En anden tidligere White Hawks spiller Henrik Eriksson er tilbage i Frederikshavn - men nu som anfører for Borås.
Borås er på en international træningstur, hvor de i de 2 første kampe mødte Norske Sparta Sarpsporg samt Cheftræner Freddas gamle hold fra Stjernen i Frederiksstad.
Efter dagsbesøget i Frederikshavn møder Borås - Halmstad og Tranås - læs mere her >>
Borås’ cheftræner Christer Nylund ser frem til kampen og udtaler:
"Vi fik to hårde kampe i Norge mod stærke modstandere. Fra at være meget rustne i den første kamp, hvor vi ikke hang sammen og tog dårlige beslutninger både med og uden puck, tog vi et skridt frem i spillet i den anden kamp. Jeg ser frem til at tage til Frederikshavn og spille mod dansk modstand. Jeg forventer at se fremgang i de dele af spillet, vi har arbejdet med i løbet af ugen, og at vi fremstår mere som en helhed og tydelige på isen. Jeg synes, det er godt at møde stærke modstandere i opstartsperioden for at få svar på, hvor vi står, og hvad vi skal forbedre. Samtidig er det rigtig godt for gruppen at tilbringe mange timer sammen i bus (og båd) i opstarten, så vi kan lære hinanden bedre at kende og ryste holdet sammen. Efter vores udenlandsture venter der fire kampe mod velkendte modstandere i form af Halmstad og Tranås, som vi også møder i turneringen i Hockeyettan. Jeg er meget tilfreds med, hvordan vores opstartsprogram er bygget op. Vi har en klar målsætning i truppen om, at vi skal ende blandt de seks bedste i serien for at sikre os en direkte plads i slutspillet. Det bliver en hård sæson i den sydlige Hockeyettan med mange hold, der sigter efter at spille langt ind i foråret. Jeg ser frem til en spændende sæson!"
Cheftræner "Fredda" har følgende at sige om kampen;
"Borås er spået til toppen af Hockeyettan og var i playoff om oprykning sidste sæson, så de bliver en stærk test for os. Vi nærmer os sæsonstart, og det er vigtigt at få prøvet vores form og spilsystem af. Jeg forventer et solidt forsvarsspil, som vi har haft stort fokus på til træning. Vi går altid på isen for at vinde - attituden skal være stærk, og vi skal spille White Hawks hockey. Jeg håber, der kommer masser af publikum i hallen - vi er byens hold, og vi er bedst med byens opbakning."
Der er altså lagt op til en spændende eftermiddag i Nordjyske Bank Arena, når White Hawks måler kræfter med Borås – og samtidig samler ind til fremtidens ishockeyspillere i Frederikshavn.
Kampstart kl. 15:30 - dørene åbner kl. 14:30