Frederikshavn White Hawks spiller fredag aften ude mod Herlev Eagles, og det har udviklet sig til at være en ret vigtig kamp. Skulle Herlev vinde kampen, bytter de to hold plads i stillingen, og White Hawks vil efterfølgende befinde sig på Metal Ligaens syvendeplads. Det vil i sig selv være bemærkelsesværdigt og egentlig også ret skuffende, når man tænker på, at holdet for ikke så længe siden lå og blandede sig med de allerbedste i rækken. Men seks nederlag i de sidste syv kampe har sendt høgene på rutsjetur nedad i tabellen.

Aleksandr Bumagin har ikke været med i de sidste kampe, og hans fravær er tydeligt for især førstekæden, der synes at have tabt pusten uden hjælp fra russerens stok. Desværre ser det ud til, at Bumagin heller ikke spiller fredag aften. Justin Shugg ser også tvivlsom ud. Canadieren udgik af tirsdagens kamp mod Esbjerg Energy umiddelbart efter, han havde brændt et straffeslag. Shugg har problemer med sin tommelfinger.

Det er kun fire dage siden, White Hawks sidst var i Spar Nord Bank Arena i Herlev. Den oplevelse var ikke mindeværdig. Frederikshavnerne tabte 3-2 og spillede en skidt kamp. Det er imidlertid værd at huske, at høgene allerede to gange i denne sæson har slået københavnerne. Man har tidligere vundet 4-3 i Herlev og hele 6-1 på hjemmebane, og den slags kan Jari Pasanen passende tage med i sit oplæg til kampen. Hvori han naturligvis også må tage højde for, at Herlev i den sidste tid har besejret ligeledes formstærke SønderjyskE og Aalborg Pirates. Men de må gerne få et nederlag fredag aften. White Hawks skal have bragt sig tilbage på sporet, og den rejse må gerne begynde fredag aften.

Herlev Eagles – Frederikshavn White Hawks spilles fredag aften klokken 19.30. Du får et fyldigt referat her på sitet umiddelbart efter sidste faceoff.  


Så kom sejren Billetinfo til 29/11 Frederikshavn White Hawks Vs. Herning Blue Fox