Jeg burde egentlig starte med at give Rasmus Søndergaard en undskyldning. I forbindelse med referatet fra fredagens kamp mod SønderjyskE lykkedes det mig helt at forbigå, at han spillede sin kamp nummer 600 for White Hawks, og det er faktisk ikke i orden. Rasmus har tjent Frederikshavn White Hawks i mere end et årti, og han har været en trofast og yderst pålidelig spiller. Ikke mange spiller så mange kampe i den samme liga, og ikke mange gør det for den samme klub. Tillykke til Rasmus. Og undskyld.

Og så kunne man naturligvis påstå, at forglemmelsen omkring Rasmus´ jubilæumskamp skyldes, at netop den kamp går over i historien af mange flere årsager end blot jubilæet. Det er min påstand, at Frederikshavn White Hawks fredag aften leverede ét af dansk idræts største comebacks nogensinde. Høgene gik fra at være bagud 1-5 med omkring 16 minutter igen af kampen til at vinde med 7-5. Fortæl mig, hvilken præstation – i nogen som helst sportsgren i dette land – der kan matche dette. Jeg tvivler på, at den findes.

For nogle år siden var vi flere der var overbeviste om, at White Hawks havde sat en verdensrekord. Jeg taler om en kamp mod Aalborg Pirates, hvor høgene lavede utrolige fem mål på bare 2.37 sekunder og i øvrigt endte med at vinde 11-2. Det viste sig efter kampen, at Pittsburgh Penguins – NHL-holdet – i 1972 lavede 5 mål på kun 2 minutter og 7 sekunder og altså dermed overgik høgene. Men White Hawks-præstationen fredag aften er i samme kategori og havde det stof, som store rekorder er skabt af, og som jeg skrev i referatet i går, så vil det tage mere end lang tid, før vi glemmer den.

Når alt kommer til alt, så var der faktisk en del hos White Hawks, der ikke fungerede i går. Man giver alt for mange chancer væk efter min smag, og effektiviteten foran mål lod en del tilbage at ønske. Når man altså ser bort fra, at da ketchupflasken først blev rystet, så væltede målene ind. Søndag eftermiddag er der så back-to-back-opgør i Vojens. Det skal nok blive en heftig affære. Mario Simioni var rasende efter fredagens kamp, og til Der Nordschleswiger – den nordtyske avis, der blandt andet dækker al sønderjysk sport – fortalte han, at nederlaget var pinligt, og det ville han fortælle sine spillere i enrum. Så man kan med rimelighed forvente, at SønderjyskE kommer revanchelystne ud til opgøret.

Forudsætningerne for kampen er egentlig meget simple. White Hawks er i skrivende stund seks point foran SønderjyskE, men har til gengæld spillet to kampe mere. En sejr i Vojens sender frederikshavnerne i absolut nærhed af kvalifikation til Final 4. Forhåbentlig er Aleksandr Bumagin snart klar igen. Hans kreative evner er savnede, og det synes at smitte af på for eksempel Jesper Jensen, at russeren er væk.

SønderjyskE – Frederikshavn White Hawks spilles søndag klokken 15.00


White Hawks tabte i Vojens VIDEO: Rasmus Søndergaard