Lige nu er det trist og træls, men det var et White Hawks mandskab der gav ALT i den her kvartfinale-serie.

Kvartfinale 6

Frederikshavn White Hawks – Herning Blue Fox 0-5 (0-1,0-2,0-2)

Herning spillede sig I semifinalen efter en fortjent sejr over Frederikshavn White Hawks. Favoritterne satte tingene på plads, og havde mere tempo i spillet end tidligere i serien. Frederikshavn fandt først for alvor frem til chancerne i tredje periode, og Herning kunne forholdsvist sikkert tage sejren med hjem til Heden.

Det var et Herning i fuldstændig kontrol i første periode, hvor de satte tempoet fra start. Hjemmeholdet halsede efter, virkede en anelse nervøse, og kunne slet ikke få det til at hænge sammen. Tilsat flere personlige fejl gjorde, at Herning havde chancer til nærmest at afgøre kampen inden den var begyndt.

Jacob Böll fejlede allerede efter 48 sekunder, da han tabte pucken til Dzerins, som perfekt fandt Morten Poulsen udækket i slottet. I to omgange fik han sendt pucken ind bag Galansky, og jublen var stor blandt de 35 medrejsende fans.

Blue Fox buldrede på, og gav aldrig høgene ro på noget tidspunkt. De sværmede om Galansky kassen, og chancerne var store. From havde et par stykker, Perlini blev spillet fri i slottet efter en ny blunder i høgenes forsvar, men canadieren måtte se Galansky rive en kanonredning ud af ærmet.

Netop Galansky skulle hjemmeholdet prise sig lykkelige for i første periode, og han holdt dem inde i kampen, hvor Herning havde chancer til 4, 5 ja måske endda 6 mål. Herning træner Tirkkonen kunne kun være utilfreds med måltavlen efter perioden, for alt anden havde midtjyderne gjort rigtigt i deres klart bedste periode i serien.

Blue Fox havde nær chokstartet anden periode også, men en ellers flot afslutning fra Bau ramte rent på stolpen.

Herefter tog Herning to udvisninger kort efter hinanden, og hjemmeholdet havde muligheden i 5 mod 3. Det lykkedes dem aldrig at producere en åben chance i det spil, og det fusede ud. De personlige fejl havde de ikke fået luset væk, og Dahlroth tabte pucken til Morten Poulsen, men Herning kaptajnen misbrugte den store mulighed mod det tjekkiske plankeværk.

Han var dog prisgivet efter små ni minutter af perioden, da rollerne fra første mål var byttet om. Morten Poulsen fandt letten, og han udplacerede sikkert Galansky til 2-0 føring midtjyderne. Det var Hernings kamp, og de spillede seriens bedste kamp i aften.

Mathias From sendte et skud afsted som Galansky måtte give en retur på, og den var Humaloja over, og med en hånd på staven, fik han dirigeret pucken ind i netmaskerne til 3-0. Dødstille i Nordjyske Bank Arena, bortset fra de få medrejsende Herning supportere.

Der kom dog lidt liv på lægterne med fem minutter tilbage af midterperioden. Jonathan Racine-Clark gik alt for hårdt til Thomas Søndergaard, og Herning backen måtte forlade kampen med en matchstraf. Desværre for White Hawks måtte en groggy Thomas Søndergaard også skøjte til omklædningsrummet. Han var dog tilbage igen i tredje periode.

De fem minutters overtal fik hjemmeholdet på ingen måde noget ud af. I lighed med det første powerplay i aften, så formåede de ikke at spille sig til chancerne, og Herning stod godt i boxplay.

White Hawks indledte stærkt i tredje periode, og havde et par gevaldige chancer. Først Jonas Jakobsen, og da Carruth var på skovtur bag mål, var Brinkman tæt på at sende pucken i netmaskerne. Dejligt at se høgene tage kampen op, som det har kendetegnet dem i hele serien, som de har stor ære af.

Med seks minutter igen kunne Herning lukke og slukke lyset helt for vendelboerne, da storspillende Dzerins kunne sende pucken ind i netmaskerne, efter flot pasning fra Mathias Bau.

Hjemmeholdet forsøgte med Galansky ud af buret, men det var en håbløs mission for Pelle Hånbergs tropper. Det lykkedes Mathias From at sende pucken i det tomme bur til 5-0 inden slutsignalet.

Herning er hermed klar til semifinalen, og der er dømt sommerferie til Frederikshavn.


Video: Rasmus Søndergaard PRESSEMEDDELELSE: Brødrene Søndergaard fortsætter i hvidt