De defensive kvaler levede videre i aftens kamp. Kvaler der koster mål og tab af momentum, må være nogle af de indtryk man står tilbage med efter endnu et ærgerligt nederlag, i en kamp med en totalt fraværende White Hawks kaptajn i Christopher Frederiksen, der har været kendetegnende for hans sæson indtil videre. Jonas Jakobsen lyste op i en jammerlig indsats af White Hawks, der fortjent tabte 3-4

Frederikshavn White Hawks – Herlev Eagles 3-4 (1-2, 1-1, 1-1)

Et vaskeægte bundopgør. Lød ikke umiddelbart særligt spiselig, hvis man holdte med White Hawks eller Herlev. Ikke desto mindre var det det, der var på menuen fredag aften i Nordjyske Bank Arena. I White Hawks seneste kamp fandt holdet nogle af de ingredienser, der skulle bruges til at hive sæsonens første sejr hjem. Inden aftens hovedret skulle serveres, skulle Jesper Jensen hyldes for hans flotte karriere og store bidrag til White Hawks. En kæmpe har lagt staven på hylden. Tak for minderne!

Pucken havde knap nok ramt isen ved den første faceoff, før det var det ved at gå galt. Den tidligere Herlev spiller Daniel Baastrup Andersen var lige flink nok ved sine gamle holdkammerater, da han fumlede med pucken og en kvik Oliver True opsnappede den løse puck, men ramte heldigvis ved siden af White Hawks målet. White Hawks havde store problemer med at få greb om kampen og Herlev var da også klart bedst med pucken i den indledende fase af kampen. Dette kom også til udtryk, da Herlev blot 3 minutter senere bragte sig på 1-0 ved Oliver True.

White Hawks var allerede under pres mindre end 5 minutter inde i kampen og skulle nu både arbejde sig tilbage i kampen og indhente en tidlig Herlev-føring. Den føring var Todd Winder tæt på at udligne, da han fik en løs mulighed foran mål, men gled forbi Herlev keeper Erik Hanses mål uden skud på mål. Herlev fik kampens anden udvisning og dermed fik hjemmeholdet en gylden mulighed for at få sat Herlev under pres. Den største chance i powerplayet kom til Robin Johansson, der modtog en fin tværpasning, men satte skuddet lige på Erik Hanses benskinne.

I tiden 12.10 fik Høgene et nyt Powerplay og en ny mulighed for at bringe sig tilbage i kampen. Og det var lige hvad de gjorde. Ganske kort inde i overtalspillet fik Robin Johansson passeret Erik Hanses med et missil af et skud, White Hawks var med i kampen igen. Målet gav et tiltrængt boost til White Hawks, der nu havde god kontrol med kampen havde mere pucktid i Herlevs zone. Luis Bak Olsen var dog tæt på at ødelægge White Hawks momentum, da han snedigt kørte ind foran Galanskys mål og var tæt på at overliste ham og bringe Herlev foran på ny. Minuttet efter var det så gæsternes Alexander Lindqvist-Hansen, der var tæt på at score. Herlev viste igen tænder i periodens døende minutter. Og bedst som alle troede perioden endte med en deling, dukkede Oliver Arle op foran målet og prikkede den i nettet. Unægtelig noget af en dukkert for White Hawks der nu igen skulle ud og jagte.

White Hawks startede anden periode i undertal men holdte stand. Herlev fortsatte ufortrødent deres pres på hjemmeholdet men White Hawks kom lidt bedre med, som minutterne skrev frem. En ting er dog sikkert, at lave dumme udvisninger og bringe sit hold i undertal, når man skal indhente en føring, er ikke det klogeste træk. Gorm Topholt måtte en tur i boksen for Delaying the game. Selvom Herlev fik spillet sig frem til nogle gode scoringsmuligheder, fik White Hawks undertalskæde reddet kastanjerne ud af ilden for deres holdkammerat.

At det var en sværere opgave end måske først antaget for hjemmeholdet, satte en storspillende Oliver True en stor fed tyk streg under, da han spadserede fra egen baglinje og ned igennem igennem et handlingslammet White Hawks forsvar og satte den køligt ind over Galanskys højre skulder. Flot soloaktion der blev hjulpet på vej af et håbløst forsvarsspil af Pontus Englund. Samme Englund rettede så op på sin dårlige aktion fra tidligere, da han assisterede Jonas Jakobsen til reduceringsmålet til 2-3. Med under 5 minutter igen af perioden kunne Jacob Møller Jensen havde udlignet kampen, da han fik en halv friløber – dog hårdt presset af to Herlevspillere. Flot aktion og af White Hawks fjerde kæde.

Henimod slutningen af perioden fik White Hawks et powerplay uden at det kastede noget af sig i form af mål. Der mangler ganske enkelt pucktempo i det powerplay for at den helt store åben chance kommer. En stor chance til Herlev med under 30 sekunder tilbage af perioden medførte, at Tadeas Galansky hurtigt skøjtede af isen og ud i omklædningen. Hvad der præcist skete må vi håbe der kommer gode meldinger omkring efter kampen.

Parolen var klar. Ud og kæmp røven ud af bukserne og læg maksimalt pres på Herlev. Set over de to første perioder var det ikke ufortjent, at Herlev førte, men en kamp har tre perioder, og vender man kampen i den sidste periode, er de to første glemt hurtigt. Måske netop den kendsgerning kunne blive den afgørende ingrediens i en perfekt hovedret, For White Hawks fik udlignet til stillingen 3-3 ved unge Nicolaj Boelsmann Kristensen på en glimrende assist fra Jonas Jakobsen, der bestemt havde fået en afgørende rolle i kampen.

Den plan led så endnu et knæk, da Herlev atter bragte sig foran. Denne gang ved Nicklas Heinerö på endnu en flot solopræstation. White Hawks var bare ikke til stede når det gjalte og manglede i den grad kynisme i de afgørende situationer – og det var i begge ender af rinken. White Hawks forsøgte at skabe noget, men Herlev var svære at åbne op og det løb stille og roligt ud i sandet. Når White Hawks kom frem til nogle scoringsmuligheder, var det alt for ofte ved soloaktioner, som den Todd Winder selv skabte ved tur ned mod Herlevs mål. Alt for nemt for Herlev at dæmme op for trods alt.

For at gøre ondt værre, blev Høgene også ramt af en udvisning. Synderen var Todd Winder, der forståeligt nok var noget frustreret. Dommeren gjorde heller ikke vilkårene nemmere for White Hawks, da armen igen røg i vejret. Denne gang på Daniel Baastrup Andersen. 5 mod 3 med tre minutter igen – og det lignede noget nær en umulig opgave at få hentet Herlevs smalle føring. Herlev hamrede da også pucken på stolpen to gange og White Hawks stod imod med alt hvad de havde. Et minut igen og der skulle satses. Ud med Kevin Frydkjær og ind med en ekstra spiller, men Herlev kunne stille og roligt trække tiden ud og kampen endte med en fortjent udesejr til ørnene.

03.29: 0-1 Oliver True
12.51: 1-1 Robin Johansson
19.03: 1-2 Oliver Arle Östergren
31.23: 1-3 Oliver True
32.05: 2-3 Jonas Jacobsen
45.21: 3-3 Nikolaj Boelsmann Kristensen
48.58: 3-4 Nicklas Heinerö

Tilskuere i Nordjyske Bank Arena: 1087

 

 

 


Video: Jesper Jensen White Hawks møder Herlev og hylder Jesper Jensen