Frederikshavn White Hawks har stadig ikke vundet i Metal Ligaen i denne sæson, men der sker snart noget på den front. Sådan må det bare være. Tirsdagens opgør mod Herning Blue Fox bød på hele rutsjeturen, og alle, der holdt med de til lejligheden camouflageklædte White Hawksspillere, havde mere end svært ved at sluge den pille, de fik serveret. Høgene kom bagud efter kun 59 sekunder. Mareridtsstart. Så rejste man sig og satte to gode perioder sammen, der udløste en 4-1 føring efter flotte mål af Sebastian Holm Pedersen, Thomas Søndergaard, Todd Winder og Rasmus Lahnaviik. I den tredje periode faldt man sammen og tillod, at Herning kunne score tre gange. Det sidste mål kom med omkring et sekund tilbage på uret og betød 4-4. Siden tabte man i straffeslag. And the rest is history.

En anden, der også er historie, er Jesper Jensen. Jensen bekendtgjorde op til denne sæson, at karrieren var ovre. Mange skader i den sidste tid umuliggjorde, at Jesper Jensen kunne fortsætte, og han er nu overgået til en ledertjans i FIK. Fredag aften – i forbindelse med opgøret mod Herlev – bliver han hyldet for sine fine karriere. Og det manglede også bare. Jesper Jensen er måske den største ishockeyspiller, der endnu er kommet ud af systemet i Frederikshavn. Og så ved jeg godt, at han også har rødder i svenske Nybro, men lad det ligge her. Hør lige hvorfor, der er grund til påstanden:

Jesper Jensen fik sin debut hos White Hawks helt tilbage i 2006, og han nåede at lave 105 point, inden turen gik mod udlandet. Her var tyske Hamburger Freezers første stop, og det blev ikke noget helt lykkeligt match. Siden stod der Allsvenskan-hockey på programmet for klubber som Karlskrona og Rögle, inden det store skridt mod SHL blev taget med kontrakten med Brynæs. Det var måske også her, at Jesper Jensen peakede som spiller. Især husker jeg – og sikkert mange andre – finalerne om det svenske mesterskab i 2017, hvor Brynæs stod overfor HV71. Den serie røg ud i syvende kamp, hvori der i øvrigt skulle forlænget spilletid til, inden HV71 afgjorde til egen fordel. Det er uden tvivl en serie, der kalder på et genkendende nik hos nuværende Herning Blue Fox-forward Jesper Thörnberg. Det var hans bror, Martin Thörnberg, der havde en afgørende stok med i sejrsmålet. Det år – 2017 altså - var mange svenske eksperter enige om, at Jesper Jensen var blandt de allerbedste i ligaen.

Af andre meritter nåede Jesper Jensen også at være med i det første OL, et dansk landshold nogensinde har spillet, og det blev i alt til 136 landskampe. Læg dertil 196 kampe i SHL, et antal i Champions Hockey League, og så kom Jensen jo altså hjem til Frederikshavn og afsluttede eventyret med at sætte yderligere 87 point ind. Det er en stor spiller, der takker af, og det vil være på sin plads, at mange kommer for at give ham en flot hyldest.

Herlev Eagles kommer som sagt til Frederikshavn fredag aften. I skrivende stund ligger White Hawks sidst i tabellen med et enkelt point. Herlev ligger som nummer otte lige over høgene og har 5 point. Til gengæld har Eagles spillet 2 kampe mere end frederikshavnerne. Man skal ikke have taget kørekort i Legoland for at forstå, at det vil lune med en hjemmesejr. Så vil man nemlig begrænse afstanden til i første omgang sin københavnske modstander, men også igen byde ind på at være en del af et stort midterfelt. Der er kort sagt lagt op til en spændende hockeyaften, der altså indledes med en velfortjent hyldest til Jesper Jensen. Selvfølgelig skal du ud og være en del af det.

Frederikshavn White Hawks mod Herlev Eagles spilles klokken 19.00.


White Hawks i nyt nederlag GOALSHOW: Se målene fra Frederikshavn-Herning