Da Frederikshavn White Hawks og Herning Blue Fox satte hinanden stævne i Nordjyske Bank Arena forrige fredag, lignede det på forhånd et noget ulige match. Høgene manglede en del spillere, og flere af de bærende kræfter på holdet var ikke med. Resultatet blev egentlig også derefter, og vi, der var til stede i hallen, så et hjemmehold, der ikke helt kunne matche Blue Fox. Derfor gav det også god mening, at den aftalte kamp mellem de to hold denne fredag blev aflyst. Fra White Hawks-lejren kunne man berette om sygdom og skader på en i forvejen decimeret trup, og så var den sportslige værdi forduftet.

Mens dette oplæg skrives har Joachim Blichfeld og Jesper Jensen gjort sig fint bemærket på landsholdet. Jensen har scoret et og Blichfeld to i den pligtsejr, som det danske OL-hold uden tvivl sikrer lige om lidt. Blichfeld er historie på høgeholdet, men Jesper Jensen vender naturligvis retur til frederikshavnerne, når hans landsholdsdeltagelse er overstået. Han er derfor ikke med, når White Hawks lørdag aften tager til Herning for i det mindste at få spillet én af de aftalte kampe mod Blue Fox. Forhåbentlig er sygdom og skader et overstået kapitel hos høgene, og hvis det går helt vildt for sig, har også Mark McNeill fået sin arbejdstilladelse. Det sidste er dog ret tvivlsomt. Bulletinerne går på, at udlændingestyrelsen har travlt i øjeblikket. Det er i øvrigt til Mark McNeills store utilfredshed. Han vil gerne i gang i sin nye klub, forlyder det.

Herning Blue Fox – Frederikshavn White Hawks spilles lørdag eftermiddag klokken 15.30, og du får et fyldigt referat her på sitet ikke længe efter sidst fløjt.


Herning slog White Hawks i sidste testkamp STREAM: Herning Blue Fox-Frederikshavn White Hawks