Der resterer rundt regnet en fjerdedel af årets Metal Liga, og konturerne af holdenes endelige placeringer begynder at tegne sig. Frederikshavn White Hawks har stærkt brug for point, og de skal især hentes på hjemmebane. Fredag aften har man rimelige forudsætninger for en sejr, når Rungsted Seier Capital kommer på besøg i Nordjyske Bank Arena.

Det blev med det yderste af neglene, og der var nerver på undervejs, men det vigtige bundopgør mod Rødovre Mighty Bulls endte i sidste ende med en 3-2 sejr. Og dermed rykkede Frederikshavn White Hawks igen op på den 8. plads, der præcis er adgangsgivende til årets play offs.  

To dage efter sejren over Rødovre løb man desværre ind i et nederlag i Esbjerg, men White Hawks var tæt på at hente Esbjergs 4-1 føring. To mål af Mikkel Bertelsen mod slutningen af kampen udløste et mindre pres mod Mathias Seldrups Esbjerg-kasse, men det udlignende mål kom aldrig.

Det er logisk for enhver, at kampenes vigtighed er taget til i styrke. Patric Weners mandskab skal gøre alt, hvad man kan for at samle så mange point sammen, at man har nok, når Metal Ligaen endeligt gøres op. Scenariet er jo, at White Hawks er et enkelt point foran Rødovre, som ligger allersidst. Problemet er imidlertid, at der resterer to indbyrdes opgør mellem de to hold, der kæmper om den sidste slutspilsplads, og disse to kampe skal spilles i København. Den sidste finder oven i købet sted på allersidste spilledag. Hvilket drama det kan blive, hvis få point skiller de hold ad på det tidspunkt. Rødovre har været svære på hjemmebanen i denne sæson, og det ville bestemt ikke være en ønskesituation, hvis eksempelvis White Hawks i sidste kamp havde behov for en sejr for at kvalificere sig til slutspillet.

Fredag aften har White Hawks en mulighed for at styrke sit slutspilskandidatur, når Rungsted Seier Capital kommer på besøg. Godt nok har Rungsted vundet tre af de fire indbyrdes opgør, men nordsjællænderne præsenterer sig i øjeblikket ikke i nogen imponerende form, og man har tabt de seneste 4 kampe. Og så har høgene tidligere i denne sæson vist, at det kan lade sig gøre at vinde over Seier Capital. I november hjemme i Nordjyske Bank Arena lykkedes det at hive en 4-3 sejr i land.

Årets Metal Liga har vist sig at være overordentligt uforudsigelig. Aalborg Pirates har lagt sig på en sikker førsteplads og er ligaens klart bedste hold. Men selv Metal Ligaens tophold kan ikke tillade ikke at spille på højeste niveau. Så taber man nemlig. Rødovre har tidligere i denne sæson vundet i Gigantium, og sørme om ikke Herlev Eagles gjorde det onsdag aften. Det er den gamle Todd Björkstrand-anekdote om igen: vilje slår talent. Min pointe er: det kan godt være, at Rungsted kommer til Frederikshavn med spillere, der har flere meritter på cv´et end White Hawks, og det kan godt være, de vil være favoritter, men det står ikke skrevet i nogen stjerner overhovedet, at høgene ikke kan gentage bedriften fra november. Det kræver en dedikeret og solid indsats. Den får vi.

Frederikshavn White Hawks – Rungsted Seier Capital spilles fredag aften klokken 19.00.


Rungsted vinder en tæt og hårdt spillet kamp GOALSHOW: Se målene fra Esbjerg-Frederikshavn